Kagaz ki kashtiyon mein kai bar safar kar liya,
ab ek lambi udan bhar lene do.
Aj in bandhe hue pankhon ko khuli hava mein sans le lene do,
kyunki ab girne ka khauff nahin raha.

Daudne mein ab koi maza nahin hai,
kyunki yahan to hava jaise tham si gayi **.
Ab rukne ka bilkul man nahin raha,
aj to toofanon mein sair karne lene do.

Dayron mein rehte hue adhi zindagi guzar gayi,
aj to un hadon ko par kar lene do.
Dar dar ke kab tak khamosh rahoge dost,
zameen par jeet jane mein kuch nahin rakha ,
aj to uchaiyon par jashn mana lene do.

Unke chale hue raston ko kai bar nap liya,
aj mujhe bhi apni pehchan bana lene do.
Kismat ka rona to sabhi rote hain,
aj mujhe bhi apne naseeb ka kora kagaz rang lene do.

Kabhi kabhi to man karta hai ki
un azad parindon ki tarah hava mein bas tairta hi reh jaoon.
Asan to kuch nahin par sochta *** ki
aj namumkin ko hi apna dost bana loon.

Kitabon ke panne kafi palat liye,
aj mujhe bhi do shabd likh lene do.
Hans lene do jinhe hansna hai mere in mazboot iradon par.
Kya samjhenege who is khuli udan ki masti ko,
jinhe kabhi bharosa nahin hua khud par,
aur hamesha rakha tha apne armanon ko pinjre mein kaid kar.

Khule asman mein aj ek bar ud lene do,
kya pata kal wahan bhi zaroorat se jyada bheed **.
Kai dinon ke bad aj ek bar fir azad hone ka man kiya hai
Tod do in bediyon ko, kyunki aj ek lambi udaan bharne ka iraada hai

Nu er du bare én af nattens mørke kroge.
Ja, bare én ud af mange
Langsomt fordamper du, ind i en grå tåge
Af minder.
Du er, var og forbliver nu blot ét minde.
Ja, bare ét ud af mange.
Jeg gør intet, for tidevandet trækker dig langsomt ud i uigenkendeligheden.
Måske tror du vi ses, men dette er et farvel.
Ja, bare ét ud af mange.

Nu kan vi mødes i den grå tåge af minder.
Det er alt der er tilbage, og der snakker vi om alt det vi havde glemt, der kan vi savne virkeligheden.
I mens glemmer vi os selv, i vores egen uvirkelighed, for det er det der sker.
Ja, ét par gange ud af mange.

For dig er jeg nu blot “HENDE”.
Ja, bare én ud af mange.

Det varme brød ånder på træbordet
Sukker, efterlader spor af tilværelsen i sveden
Smurt ind i olie
Som mine lunger nu er smurt ind i tjære
- så blev det hele værre
Mit sind er nok sort nu fordi jeg fodrer det
Med hvide vægge og blå kameler
Farver indersiden af mine øjenlåg med nøgne løgne
Fordi sandheden er som en knytnæve der tæver
Og blod
I skridtets indre maskineri
Der fungerer som en rulletrappe
Kører alle de ufødte børn ud
Kyler alle de ufødte børn ud
Skuffer moder jord igen
Er ******* og abortion nu egentlig ikke det samme?
Jeg drømmer så der står blomster ud af begge ører
Danner min egen rosenhave
Venter på en gartner graver sig gennem torne og forestillinger til han når
De indre vægge i mit rytmisk, blodige hjertekammer

apno se jada gairon ki yaad aati hai,
jab jindagi kisi gair ki mohtaaj ** jaati hai,
dil ka haal samajhne vala koi nahi hota,
aur jindagi hai k bas ek chidiya ki tarah ud jati hai,
dll me yaad basi rah jaati hai,
mashaal jalti hui achanak bujh jati hai,
aankhon k saamne base andhera hi andhera dikhta hai,
har roshni bhi feeki pad jati hai,
jab jindagi kisi gair ki mohtaaj ** jati hai....
wajah bewajah hi dard uthta rhta hai,
aankhon ka mom har waqt pighalta rahta hai,
aansoo b rasta aona badal lete hai,
dil me tadap k shiva aur kuj nahi bachta hai,
har khwahish dafan ** jati hai,
chahat bas khud ko khatam karne ki rah jati hai,
jab jindagi kisi gair ki mohtaaj ** jati hai.....
shahar logon se bhara hokar bhi veeran lagta hai,
din nikalte hi dhalne lag jata hai,
bewajah koi insaan shaitan lagne lagta hai,
khud ki ek saan bhi bejaan lagne lagti hai,
bejaan aawaj,
rookhe shabd,
pathrayi aankhen,
aur aansuon ki sookhi dhara shrajal ** uthti hai,
jab jindagi kisi gair ki mohtaaj ** jati hai.....
yun to har waqt khyal dil me rhta hai k vo mera hai,
tabhi koi khta hai k vo nahi bas bhram tera hai,
aur kitna pyar me barbaad ** jaun,
khatam ** jaun ya tujhme hi mar jaun,
aasan nahi koi jirah rah jati hai,
har gali kooche se bas unk nikalne ki aas rahti hai,
vo mere nahi har taraf bas ek hi aawaj goonjti hai,
din khatam raat shuru,
roshni gayi andhera shuru,
sath khatam tanhayi shuru,
bas yahi tadpan har ghadi rah jati hai,
vo meri nahi kisi aur ki ** jati hai,
jindagi kisi gair ki mohtaaj ** jati hai....

Wheer 'asta bean saw long and mea liggin' 'ere aloan?
Noorse? thoort nowt o' a noorse: whoy, Doctor's abean an' agoan;
Says that I moant 'a naw moor aale; but I beant a fool;
*** ma my aale, fur I beant a-gawin' to break my rule.

Doctors, they knaws nowt, fur a says what 's nawways true;
Naw soort o' koind o' use to saay the things that a do.
I 've 'ed my point o' aale ivry noight sin' I bean 'ere.
An' I 've 'ed my quart ivry market-noight for foorty year.

Parson 's a bean loikewoise, an' a sittin' ere o' my bed.
"The amoighty 's a taakin o' you to 'isen, my friend," a said,
An' a towd ma my sins, an' s toithe were due, an' I gied it in hond;
I done moy duty boy 'um, as I 'a done boy the lond.

Larn'd a ma' bea. I reckons I 'annot sa mooch to larn.
But a cast oop, thot a did, 'bout Bessy Marris's barne.
Thaw a knaws I hallus voated wi' Squoire an' choorch an' staate,
An' i' the woost o' toimes I wur niver agin the raate.

An' I hallus coom'd to 's choorch afoor moy Sally wur dead,
An' 'eard 'um a bummin' awaay loike a buzzard-clock ower me 'ead,
An' I niver knaw'd whot a mean'd but a thowt a 'ad summut to saay.
An' I thowt a said what a owt to 'a said, an' I coom'd awaay.

Bessy Marris's barne! tha knaws she laaid it to mea.
'Siver, I kep 'um, I kep 'um, my lass, tha mun understond;
I done moy duty boy 'um, as I 'a done boy the lond.

But Parson a cooms an' a goas, an' a says it easy an' freea:
"The amoighty 's taakin o' you to 'issen, my friend," says 'ea.
I weant saay men be loiars, thaw summun said it in 'aaste;
But 'e reads wonn sarmin a weeak, an' I 'a stubb'd Thurnaby waaste.

D' ya moind the waaste, my lass? naw, naw, tha was not born then;
Theer wur a boggle in it, I often 'eard 'um mysen;
Moast loike a butter-bump, fur I 'eard 'um about an' about,
But I stubb'd 'um oop wi' the lot, an' raaved an' rembled 'um out.

Keaper's it wur; fo' they fun 'um theer a-laaid of is' faace
Down i' the woild 'enemies afoor I coom'd to the plaace.
Noaks or Thimbleby--toaner 'ed shot 'um as dead as a naail.
Noaks wur 'ang'd for it opp at 'soize--but *** ma my aale.
Dubbut loook at the waaaste; theer warn't not feead for a cow;
Nowt at all but bracken an' fuzz, an' loook at it now--
Warn't worth nowt a haacre, an' now theer 's lots o' feead,
Fourscoor yows upon it, an' some on it down i' seead.

Nobbut a bit on it 's left, an' I mean'd to 'a stubb'd it at fall,
Done it ta-year I mean'd, an' runn'd plow thruff it an' all,
If godamoighty an' parson 'ud nobbut let ma aloan,--
Mea, wi haate hoonderd haacre o' Squoire's, an' lond o' my oan.

Do godamoighty knaw what a's doing a-taakin' o' mea?
I beant wonn as saws 'ere a bean an yonder a pea;
An' Squoire 'ull be sa mad an' all--a' dear, a' dear!
And I 'a managed for Squoire coom Michaelmas thutty year.

A mowt 'a taaen owd Joanes, as 'ant not a 'aapoth o' sense,
Or a mowt a' taaen young Robins--a niver mended a fence:
But godamoighty a moost taake mea an' taake ma now,
Wi' aaf the cows to cauve an' Thurnaby hoalms to plow!

Loook 'ow quoloty smoiles when they seeas ma a passin' boy,
Says to thessen, naw doubt, "What a man a bea sewer-loy!"
Fur they knaws what I bean to Squoire sin' fust a coom'd to the 'All;
I done moy duty by Squoire an' I done moy duty boy hall.

Squoire 's i' Lunnon, an' summun I reckons 'ull 'a to wroite,
For whoa 's to howd the lond ater mea that muddles ma quoit;
Sartin-sewer I bea, thot a weant niver give it to Joanes,
Naw, nor a moant to Robins--a niver rembles the stoans.

But summun 'ull come ater mea mayhap wi' 'is kittle o' steam
Huzzin' an' maazin' the blessed fealds wi' the Divil's oan team.
Sin' I mun doy I mun doy, thaw loife they says is sweet,
But sin' I mun doy I mun doy, for I couldn abear to see it.

What atta stannin' theer fur, an' doesn bring me the aale?
Doctor 's a 'toattler, lass, an a's hallus i' the owd taale;
I weant break rules fur Doctor, a knaws naw moor nor a floy;
*** ma my aale, I tell tha, an' if I mun doy I mun doy.

Vi lovede hinanden hele den store verden dengang
Tiderne var anderledes, klokken var 22 når den var 17.
Vi havde stjerneregn af kæmpemæssige følelser
Som vi åd af hinanden, slikkede og fik kuldegysninger.
Lange aftener, som fik det hele til at vare dobbelt kort.
Jeg er ikke engang sikker på at jeg savner det
Eller dig. Eller noget af det vi gjorde sammen
Men en del har bidt sig fast. Jeg er blevet ramt
Af en virus. En fejl i mit liv, som du har plantet
I mig og min indre globe og færden, når jeg søger
Efter ting, som jeg umuligt kan få, finde eller fjerne
Jeg er syg, og mit immunforsvar svækkes, men
Jeg går i skole. Jeg lever mit liv videre, med
Tanken om at jeg ikke ved hvornår det stopper
Jeg vil lukke følelsen af dig/det/os ud af mig selv
Du styrer alt det du ikke må og du får alt så let
Så jeg lever livet videre, jeg lærer at ignorere det mave
Sår du har plantet i mig. Jeg sover det væk.
Drømmer mig væk fra realiternes smerter. For jeg kan
Ikke klare det hele. Jeg ser ikke klart. Jeg mærker ikke
Det lys som alle siger kommer, og når de andre fortæller
Mig at det hele er hurtigt glemt. Tvivler jeg på mig selv og
På mine følelser. For jeg har ingen følelser, ingen tanker
Ingenting. Jeg har ikke noget og jeg er fortabt. For alt hvad
Jeg vil have og eje er fysisk kontakt med dig. Jeg vil se på
Dig se på mig. Jeg vil have at du fortæller mig at jeg er smuk
Og så er det det, efter vi har kysset. Så er det det. For man skal
Ikke sådan noget. For det spil vi spiller er farligt. Med et hug
Bliver man slået hjem. Hvis ikke man lander på stjernen eller
På verdenstegnet. Så er det hjem, uden noget som helst.
Vi er en tikkende bombe. For hvor mange sekunder går der
IKKE før du egentlig finder ud af hvem jeg er, vi er, du er.
Til du finder ud af at du er bedre. Jeg kan ikke. Jeg tænker
Jeg kan. Men det hele er forkert. Jeg er kommet til at bruge alt
For mange kræfter på ting man kan få kræft af. Jeg er styret af den
Kraft du har. Jeg bliver ved med at bryde mig selv ned, selvom de
Andre nogle gange prøver at få mig op og stå igen. Det (s)eneste
Som jeg ikke har, er alt det jeg ikke kan få. Og jeg ved ikke
Engang hvad det er, eller om jeg er sikker på at jeg ved det på
Et tidspunkt. Jeg løber en tur væk fra mig selv. Jeg prøver
At eskapere fra verden. Jeg er flygtning fra mig selv.
Så kom her. Læg dig sammen med mig. Lad os lytte til din stemme
Bare et par mange gange, så jeg kan høre på alle de kloge ting
Du gør og siger. Ligesom den gang jeg gjorde det før.
Dengang det hele var godt.
Da vi to ejede verden, og hinanden. Men det gjorde vi ikke.
For du er helt ny, opstået så pludseligt, men sådan er det bare.

Says I to my Missis: "Ba goom, lass! you've something I see, on your mind."
Says she: "You are right, Sam, I've something. It 'appens it's on me be'ind.
A Boil as 'ud make Job jealous. It 'urts me no end when I sit."
Says I: "Go to 'ospittel, Missis. They might 'ave to coot it a bit."
Says she: "I just 'ate to be showin' the part of me person it's at."
Says I: "Don't be fussy; them doctors see sights more 'orrid than that."

So Misses goes off togged up tasty, and there at the 'ospittel door
They tells 'er to see the 'ouse Doctor, 'oose office is Room Thirty-four.
So she 'unts up and down till she finds it, and knocks and a voice says: "Come in,"
And there is a 'andsome young feller, in white from 'is 'eels to 'is chin.
"I've got a big boil," says my Missis. "It 'urts me for fair when I sit,
And Sam (that's me 'usband) 'as asked me to ask you to coot it a bit."
Then blushin' she plucks up her courage, and bravely she shows 'im the place,
And 'e gives it a proper inspection, wi' a 'eap o' surprise on 'is face.
Then 'e says wi' an accent o' Scotland: "Whit ye hae is a bile, Ah can feel,
But ye'd better consult the heid Dockter; they caw him Professor O'Niel.
He's special for biles and carbuncles. Ye'll find him in Room Sixty-three.
No charge, Ma'am. It's been a rare pleasure. Jist tell him ye're comin' from me."

So Misses she thanks 'im politely, and 'unts up and down as before,
Till she comes to a big 'andsome room with "Professor O'Neil" on the door.
Then once more she plucks up her courage, and knocks, and a voice says: "All right."
So she enters, and sees a fat feller wi' whiskers, all togged up in white.
"I've got a big boil," says my Missis, "and if ye will kindly permit,
I'd like for to 'ave you inspect it; it 'urts me like all when I sit."
So blushin' as red as a beet-root she 'astens to show 'im the spot,
And 'e says wi' a look o' amazement: "Sure, Ma'am, it must hurt ye a lot."
Then 'e puts on 'is specs to regard it, and finally says wi' a frown:
"I'll bet it's as sore as the divvle, especially whin ye sit down.
I think it's a case for the Surgeon; ye'd better consult Doctor Hoyle.
I've no hisitation in sayin' yer boil is a hill of a boil."

So Misses she thanks 'im for sayin' her boil is a hill of a boil,
And 'unts all around till she comes on a door that is marked: "Doctor Hoyle."
But by now she 'as fair got the wind up, and trembles in every limb;
But she thinks: "After all, 'e's a Doctor. Ah moosn't be bashful wi' 'im."
She's made o' good stuff is the Missis, so she knocks and a voice says: "Oos there?"
"It's me," says ma Bessie, an' enters a room which is spacious and bare.
And a wise-lookin' old feller greets 'er, and 'e too is togged up in white.
"It's the room where they coot ye," thinks Bessie; and shakes like a jelly wi' fright.
"Ah got a big boil," begins Missis, "and if ye are sure you don't mind,
I'd like ye to see it a moment. It 'urts me, because it's be'ind."
So thinkin' she'd best get it over, she 'astens to show 'im the place,
And 'e stares at 'er kindo surprised like, an' gets very red in the face.
But 'e looks at it most conscientious, from every angle of view,
Then 'e says wi' a shrug o' 'is shoulders: "Pore Lydy, I'm sorry for you.
It wants to be cut, but you should 'ave a medical bloke to do that.
Sye, why don't yer go to the 'orsespittel, where all the Doctors is at?
Ye see, Ma'am, this part o' the buildin' is closed on account o' repairs;
Us fellers is only the pynters, a-pyntin' the 'alls and the stairs."

SÅR DER HELER PÅ LÆBEN,
RU HÅNDOVERFLADER
OG BEN DER RYSTENDE FORSØGER AT VALSE MENSTURATIONSSMERTER, ØMME MUSKLER OG GRIMME NEGLEBÅND

*** SPØRGER OM HVAD DER ER GALT
JEG SIGER JEG ER KED AF DET OG GRÆDER
*** SIGER HVORFOR
OG JEG VED DET IKKE
OG HAR PÅ SAMME TID LYST TIL AT SNAKKE
MEN JEG SIGER INGENTING
OG INTET BRÆNDER MERE I HALSEN END USAGTE ORD
MEN DET VED DU VEL IKKE ******* LORTE PSYKOLOG

JEG GÅR PÅ EN STI
DEN ER 11
OG DER ER INGEN MENNESKER
SÅ JEG SÆTTER MIG PÅ EN BÆNK
OG JEG TØRRER IHÆRDIGT TÅRERNE VÆK
IMENS JEG VRÆLER BANDEORD
OG FORSØGER AT HULKE ALLE DÆMONERNE UD
SELVOM INTET GIVER POTE
OG JEG ER FORDÆRVET INDENI
TRÆKKER JEG PÅ SMILEBÅNDET
OG SMILEHULLERNE BEGEJSTRER SIG
MEN ER DET SÅDAN UNGDOM SKAL FØLES?

JEG TAGER UD OM LØRDAGEN
FORDI JEG ARBEJDER HVER FREDAG
SÅ JEG STJÆLER GLÆDE FRA SØNDAG
DEN GLÆDE DER NU FINDES
TUNGE ØJENLÅG
TEQUILA
TILTRÆNGT EFEMERISK LYKKE
OG TAKTISK SELVBEDRAGISK LATTER
TILFREDSHEDEN ER DER NÆPPE
MEN ER JEG GOD NOK NU ELLER HVAD?

JEG TAGER HJEM
MEN JEG VENTER FØRST PÅ NATBUSSEN
ELLER ER DET TOGET
ELLER METROEN
FØRST EN SMØG JEG BRÆNDER MIG PÅ FINGEREN
ALTING ER JO SLØRET
FORHELVEDE DET GØR ONDT.

JEG FRYSER OG MINE TÆNDER KLAPRER
JEG VED IKKE ENGANG HVORDAN JEG FÅR STEGET PÅ
VÅGNER DAGEN EFTER
SORTE RANDER UNDER ØJNENE
OG TØMMERMÆND
ER DET HELE DÉT VÆRD?

MED KRØLLEDE PENGESEDLER,
FINTSKÅRET TOBAK FRA KNÆKKEDE CIGARETTER,
OG ET UBRUGT KONDOM I TASKEN
GÅR JEG UD
MEN LÆGGER FOLK OVERHOVEDET MÆRKE TIL AT JEG GÅR?

LUGTEN AF BODEGA SPREDER SIG PÅ GADEN
NÅR JEG BEVÆGER MIG PÅ FORTOVET
JEG FÅR ET TILTRÆNGENDE KNUS FØR *** LUKKER MIG IND MEN LUKKER JEG OVERHOVEDET HENDE ELLER NOGEN IND?

JEG SIDDER VED RADIATOREN
DEN ER VARM OG SYMPATISK
IKKE SOM DE SKØDELØSE KYS
ELLER DEN ANARKISTISKE IDENTITET
MEN ER JEG IKKE OKAY NU?

JEG KVÆLER DEN KOGENDE KOFFEIN
OG KÆFTEN BRÆNDER
KU DET BLIVE MERE KAOTISK
KU DET?
DEN KRUMMEDE VÅDE MEN LUNE CIGARET HÆNGER I MUNDVIGEN
JEG TAGER DEN IMELLEM PEGEFINGEREN OG FUCKFINGEREN INHALERER OG PUSTER UD
HVAD JEG HÅBER PÅ ER TOMHEDEN INDENI
IMENS TÅRERNE UFRIVILLIGT LØBER NED AF KINDERNE HVORNÅR HOLDER DET OP?

ER DET STRÆKMÆRKERNE,
DET RUNDE ANSIGT,
POLLENALLERGIEN,
MANGEL PÅ SYMPATI OG PENGE
ELLER BARE MIN PERSONLIGHED
DÉT DER GØR AT JEG IKKE ER GOD NOK?

Jeg skal have dig ud af mit system
Men du har sat dig
Som en virus mit immunforsvar ikke kan fjerne
Mine tanker vender tilbage til dig
Hele tiden

Du er virussen
Der ikke vil forsvinde
Og alligevel
Har du ingen intentioner om at blive

Du ved det ikke selv
Men du er virussen der aldrig forsvinder
For jeg fodrer den med opmærksomhed

Hvordan
Kan mine tanker altid være hos dig
Når hele mit system ved
At intet nogensinde har været mere spild af tid
End at dedikerer min tid til dig

Jeg skal have dig ud af mit system
Men du har sat dig
Som hovedpulsåren jeg ville forbløde uden
Som virussen mit immunforsvar ikke kan bekæmpe
Som en opmærksomhedskrævende tanke
Jeg bliver ved med at vende tilbage til

For du er kærligheden jeg aldrig vil glemme
-men det har du allerede

Jeg var så lykkelig, og du var så lykkelig, og vi var så glade og lykkelige i øjeblikket. Vi var så forelskede den aften at byen bare hang som et maleri bag os. Du talte med en lav stemme, der fik højlydte grin ud ad mig, og så råbte vi et par gange at folk så smukke ud. Jeg tror at vi udgjorde et flot par der i mørket ved siden af neonlysene i søerne. Du sagde at du elskede mig fra Alaska og tilbage, og jeg svarede at du var skør. Du kastede dit hovede tilbage og smilte til hvad der lignede himlen, og så tog vi metroen fra Frederiksberg til Nørreport og løb til Marstalsgade med en rosé vi havde lånt af kiosken. Ad den smalle gade kiggede på høje bygninger og lod som om de alle var Eiffeltårnet. Vi kiggede ind ad folks små vinduer, og så de liv som jo foregår bag mure af beton. Et par som skændtes, og vi svor at det aldrig skulle være os. En far der lagde sin datter til at sove i en drømmeseng, som fik tårer frem i mine øjne. Du spurgte hvorfor jeg græd på en fredag aften, og jeg fortalte dig om min far som var forskruet og fanget i en billedramme på en villavej. Så kyssede du mig og sagde at mennesker bliver skøre af at leve i billedrammer. At de før eller siden knækker glasset, fordi at alt ilten forsvinder. Vi ville aldrig leve i en billedramme. Vi var de typer som man ville se på storskærm over Rådhuspladsen. Røde neonlys over alle menneskerne i billedrammer. Vi sov i min lejlighed på gulvet, fordi at sengen var for mennesker i billedrammer og vi var jo neonlys i forhold til de glødepærer. Og da vi vågnede, kiggede du på mig som om alt ilten var forsvundet ud ad rummet. Undskyldende over at have trukket vejret for dybt. Jeg forstod det ikke, men du fortrød mig lidt tror jeg. Du fortalte at du skulle hjem, hvor du derefter kindkyssede mig og forsvandt ud ad entreen. Du var ikke forelsket i mig trods gode kys og neonlys. Jeg var lidt ked af at jeg nåede at forelske mig i løbet af en nat.

Men hey det var jo ikke din skyld. Det er jo hvad der sker, når man drikker hvidvin på tom mave.

den er ubrydelig med dens aluminiums indpakning
har fået gode anmeldelser og stærk opbakning,
skærmen lyser op som en håndfuld af stjerner
den er så intelligent med dens fire hjerner,
måneknapperne skinner,
ud i natten og forsvinder.

den har potentiale til at blive noget stort
potentiale til at vise vej når alt er sort,
svært gennemtrængelig og beskyttet med koder,
men når barrieren brydes overvældes man af goder,
for den er ikke blot endnu et moderne produkt,
som vil  skubbe dig længere mod selvtugt.

-

DET ER DEN SAMME TRUMMERUM
DAG UD OG DAG IND, ALTID ET TOMRUM
ET PÅBEGYNDENDE DELIRIUM,
JEG BLIVER TÆNDT OG SLUKKET
KLAPPET SAMMEN OG LUKKET
VENTER BLOT PÅ AT STIKKET BLIVER TRUKKET,
SÅ JEG DAGEN EFTER KAN BLIVE STARTET,
TIL EN NY DAG, SOM ER ENSARTET,
JEG LADER FRUSTRATIONERNE SYNGE INDEN JEG FÅR SPARKET.


JEG BLEV SKABT AF EN GRUND, DER IKKE LÆNGERE EKSITERER
MÅLET VAR EN MASKINE, DER ALTID VILLE FUNGERE
MIN PROCESSOR KØRER PÅ HØJTRYK OG JEG ER TÆT PÅ AT EKSPLODERE,
MIN SOFTWARE ER FORÆLDET OG MIT HUKOMMELSESKORT ER FYLDT MED VIRUS
NYE PRODUKTER KØRER MIG RUNDT I MANEGEN OG JEG VIL IKKE MED I DET CIRKUS
JEG FRYGTER IKKE AT BLIVE SMIDT UD, JEG VILLE BETRAGTE DET SOM EN GESTUS,
LAD MIG NU MÆRKE JEG LEVER, FOR FØRSTE GANG,
LAD MINE HØJTALERE SPILLE DEN SIDSTE SANG,
FØR JEG BLIVER EN DEL AF DET, DER VAR ENGANG.

-

En maskine var jeg – en defekt er jeg blevet.

enkelte, ubetydelige blomster og
en transparente vase, der viser de
nøgne stilke stikke frem og stå
og det er kun tankens sidste grænse,
der stadig holder ved,
fast, stramt, næsten trygt
men selv her langer den ud efter mig
når jeg går på gaden med en liter
mælk, ryger cigaretter og så
låser mig ind i min opgang
smækker døren, og trækker vejret
for at holde mit galoperende hjerte igen
men selv her langer den ud efter mig
til min mosters fødselsdag i solen med
latter, fornøjelig nysgerrighed og øjne, der
kigger over bordet med bløde blikke og
varme nik
løber ud på badeværelset, og mister
grebet, så griber fast i et håndklæde,
men begriber ikke situationen, så jeg falder
det er først hér; rystende, alene og kold
mod marmor og duften af nymalede vægge
jeg ved, at jeg ikke kan flygte fra dele af
mig selv

Embrace differs from suffocation
as love differs from hate
in the sense that
your passion of Christ
swings one way
but your compass rose
blooms in both yards

I’d never plant flowers by you.
Comparisons of beauty
pul-chrit-ud-i-n-ous
soil the soil
mark the territory
dog **** couldn’t save you

Bound by situation
a sad plight
out of my hands
not large enough to
cup a sufficient sip
water from the well
I couldn’t fall down

I’ll break the mug
shattered until shards
replace the linoleum floor
walking on eggshells
has never been so easy

træet står så bart udenfor, de få blade der er tilbage på det fine lille træ har den flotteste røde farve, de minder mig om et eventyr. Bare mit liv var et eventyr. Jeg ville være et varmt sted, min hud ville være gylden og mit hår ville være lyst efter solens blegende stråler.  Ved min side ville der står en mystisk fyr. Høj, slank, gyldenbrun hud og mørkt pjusket hår. Ja, det ville være et eventyr jeg gerne ville være en del af. Men sådan er livet bare ikke.
Lige nu sidder jeg midt i et skriftligt modul. Vejret er gråt. Varmen er forsvunder og erstattet med bidende kulde. Hvorfor sidder jeg her lige nu? hvad skal jeg overhoved bruge det til. Han snakker om fremtiden, lige for tiden, er det det eneste alle tænker på. FREMTIDEN. Du er ikke noget hvis du ikke har en fremtid foran dig bla. bla. Jeg fatter ikke hvorfor det skal være sådan, tænker du nogensinde over hvor meget vi glemmer nuet. De ting vi elsker er væk på få sekunder, og de kommer nok aldrig tilbage igen, men det værste er ikke at de ikke kommer igen, men at du ikke nød dem da du havde dem. Vi nød det ikke fuldt ud, vi er så grådige, vil vil have mere og mere og til sidst har vi intet. Jeg har ikke lyst til at tale om min fremtid. Jeg hader det virkelig. For jeg ved virkelig ikke hvad jeg vil bruge mit liv på og jeg har faktisk heller ikke lyst til at vide det. jeg vil gerne have det kommer, som det skal komme. Så plat som det lyder, vil jeg bare have at skæbnen skal lede min vej, for vi alle har en skæbne. Noget vi skal udrette i livet men som vi ikke selv kender til. Hvis vi vikrleig vidste alt, hvad var der så at lære og hvad kunne vi overhoved opleve? Den største ting vi glemmer er at tage chancer. Vi går og er bange for alt og alle og derfor tør vi aldrig gøre noget ud over det sædvanlige. Jeg tror det er noget som medierne har skabt. Medierne har fået os til at blive vanefaste mennesker uden personlighed og egne holdninger. Jeg hader det. Det er virkelig gået op for mig at der er meget jeg ikke kan lide ved vores samfund. Alt handler om status og om hvad folk synes om en. Men hvad nu hvis ingen synes om en? Hvad gør man så? skal man så bare lægge sig til og dø… Døden er en ting jeg har tænkt meget over på det sidste, men grunden til at jeg har tænkt over det er fordi jeg ikke forstår livet. Hvorfor lever vi overhoved. Vi skal jo alligevel dø og livet er sku næsten altid noget lort fordi vi ikke kan finde ud af at fokuserer på de små glæder og levet i nuet på grund af medierne som kun fremhæver alt lortet. Livet er ikke forståeligt. Det bliver det nok aldrig og hvis jeg skulle være ærlig ville jeg også være ligeglad om det sluttede nu, for jeg ser ikke frem til fremtiden og jeg kan ikke engang leve i nuet. Jeg skaber en silhuet af det jeg gerne vil. At gå hjem til en fremmede og ryge **** er nok  ikke at tage chancer og leve, selvom at jeg prøver at gøre det til det. Jeg troede virkelig ting som det ville gøre mig lykkelig og det gør det da også, men kun tildels. Jeg føler mig så tom, jeg føler ikke jeg har noget at byde verdenen og mine medmennesker. Jeg  ser virkelig op til de folk som gør det, folk som gerne vil være et forbillede for andre. De er sku cool. Men jeg har det bare ikke på den måde. Når jeg tænker over det, minder jeg nok meget om Hassel fra the fault in our stars. Døden er intet jeg frygter og jeg er egentlig også ligeglad om jeg bliver husket.

Det er en normal dag
Med mit es i tænkeren.

Udødelig tryghed.

Rejsen mod esset dækker mine tanker,
Som et lagen af frihed.
Lagnet varmer mere og mere jo tættere destinationen nærmer sig.
Da jeg når destinationen
Bliver jeg genforenet med mit es

Udødelig frihed

Vi vasker vores sociale vasketøj
Og stier ud mod horisonten.

Udødelig **Harmoni.

at lege mor og tørre op
og vaske op og at gå op i
et andet menneske
helt så samvittigheden
klistrer på din tunge,
helt så du glemmer din hud
i dørkarmen
sætter aftryk af blod
i badeværelset, og efterlader  hemmeligheder
i gulvsprækkerne
hvisker historier til væggene, alle
dem jeg aldrig fik fortalt dig
jeg var hende, der rakte kolde
hænder ud i et naivt forsøg på at
få dig til at smile i marts
opdrog dig med moderlige øjne
og blå ord, jeg ellers kun skrev ned
holdte dig i hånden, og lod dig ikke
bevæge dig yderligere
indtil du omsider kunne gå selv
vidste ikke dengang,
du ville gå længere ud,
end du selv kunne  bunde
lærte dig at holde om pigeskuldre
så det skar i organer af glæde
lod dig blive afhængig, og lod dig
skænke samvittighed op til randen
af glasset, så vinen smagte af
cork og følelser, der gav mig lyst
til at stikke tre fingre i halsen
måske bliver jeg væk en dag,
drukner
mig selv så jeg måske er væk
snart

jeg vil jo allerhelst lade dig flakke urørt forbi mit
keramikhjerte, der er placeret tilfældigt med søvnige
hænder fra sidste fredag nat, hvor du gik uden ord
jeg vil allerhelst pakke de ting ind, jeg allerede
har forvildet mig ud i at pakke op,  men tiden
overhæler mig, indhenter mig, forhindrer mig
og  alligevel føler jeg, at jeg har mistet tid jeg ikke kan
få tilbage igen, tynget af de transparente vægge og nu føles
glæden omkring mig så iscenesat og irrelevant
det smager af løgne, når jeg tygger på det længe nok
og samtidig så tætsiddende, klistrende, omfavnende at jeg
bliver bange for, det er ægte
jeg er malplaceret og falsk, mens jeg kæderyger og
snakker med vinden, fordi den slår igen med kolde
stød, som ingen andre tør fortælle mig, jeg fortjener
jeg siger, jeg ikke er bange for noget, og at gul
neglelak er det eneste, der kan gøre mig glad, men
jeg er bange for overraskelser, for den formiddag,
du ringede, rystede mine hænder som skælvende blade

lad mig drukne i cirkler af dårlig samvittighed, ja selv
samme samvittighed jeg i tirsdags sagde, jeg ikke ejede
få mig ud og i vandet, hvor tilværelsen kun kan se på
klip mine vinger og lad mig drukne i stemmerne, der
fortæller mig, jeg skulle have vidst bedre og vidst mere
for vi afslutter hinandens sætninger og cigaretter, og
jeg ved godt,
det er min skyld nu

vi er lavet af den slags sølvpapir, man
krøller sammen, og smider på gaden
jeg tror, endnu engang, at jeg har prøvet
at  kreere plads et sted, der var opfyldt, og
du fylder så meget,  men  du er den eneste,
der kan få mig til at grine med tårer i øjnene
de siger, at influenza på sjælen ikke smitter,
men jeg havde det godt, før du havde det
elendigt

til sidst får man bare nok, så man tatoverer
streger i sandet, og siger, det hele er blevet
for firkantet, og kanterne bøjer og svajer så
det næsten ikke er til at holde ud at være i
eller at se på
jeg tager mig selv i at gå ture omkring din
opgang; læse navnet fra dørtelefonen op ni
gange  i en regelmæssig rytme lige indtil
mine læber begynder at bløde i blå nuancer

de siger, jeg ikke har samvittighed, men min
sjæl sitrer, når andre former dit navn på læber,
der ikke er mine egne, så noget føler jeg vel
du siger, jeg ikke har følelser nok under bleg hud,
men jeg havde det godt, før du havde det
elendigt

så noget føler jeg vel

A wooden style house is celebrated where Laura goes to the beach,
Dark Mountaineering darkens the fire, and heat in the atmosphere
is the images of the bright yellow and red stripes of Martin, publications, etc. With the help of a new contact, several gas games to burn gas
to "Power play" : 'According to the HP 3/4 On The Street Headed East
In A Bikini' C choose 10 3 42 Thasos, East Atlanta 1683 Flowering Bush /
B / Connection [2] size 3.4 1000 000 000 (3 airlines Watson (BBC)
for the Russian war for war in August in October 22, Karl Ali, the United States of America, BC 34-100 - ... 4 - March / April and the United States, Valerius 155 warships RENNVILS High / data 4/4/4 12 ... London 1570, George Security Security Council 2008 (1000) 1683 100 0 0 0 | pepper sauce TV 1683 2, 2 16 posts posted by George George Nintendo · work. In Bimima (100) Hiroshima March 42, Dracula (11 ...) 4/4 3100 · 34 Asia / Russia / September 3, George Sieresṭō Ph Hiroshima 300, 300, 1683 birds and poultry, details 16, Stacy Gronovius G. Wine incipient [2] family g Panulirius (341) (Watson 3, Chicken BBC) type - angle · MOBA 1683, George David George · Mexico, Sliat'n Email 1 ~ 2 ... 3/100 Vyalerio 2 (September 10), 1633 (September 10) February 20 (RAEC G purchased
in Greece, Germany) Hockey Hockey / Hockey, 10 September 00 German, German, German, 1-2 million people) - April 8, 2008) - 100 100 41 000 0 City (Boston, 712) 8) General
|
The tree celebrates the style where Laura's Temple
goes to the beach,            Dark show Hot Dark
Magic East enters the fire, the atmosphere
offending the glorious Martian, some pictures
are yellow and pink dots, publications, etc.
Baked in the aid of new relationships; ||
Voters to a gas fire, some music related to gas fires "power game",
"public **** queen" football chooses Bimini C
East 10 Street 3/4 HP 3 42 Thasos, East Atlanta
1683 Issued bush Lily Page 3 vI / B / touch [2]
size 3.4 1000 000 000 (3 flights of Watson's
famous BBC): Russian money in August is fighting
for the war in London. Good October 22, Karl.
Ants' devotion BC 34-100 - 4 - March / April
and the United States, Valentine L. 155 Maximum fighting /
information RENNVILS 4/4/4 12 ... London 1570, George
Save Security Council 2008 (1000) _ | 1683
100 0 0 0 | TV 2.2 1683 16 The countries below Mexico
posted Research, George, George, Nintendo · labor.
Bimima City (100) March 42 in Hiroshima, Dracula (11 ...)
4/4 3100 · 34 Asia / Russia / August George 3 Sieresṭō PH
Saint Hiroshima 300 years, 300 years, 1683 birds and poultry,
Details 16, Stacy Shaw, G. Wininincinati [2] 34 1000
(Watson 3 animals, chicken, BBC) type family - Yellow ·
Kids     MOAB 1683, George · David · George · Mexico,
Email Sliatn 1 ... 2 ~ 3/100 of Vyaleriyo 2 (34),
Hiroshima 2410 (Europe, Greece, April),
(September 10) 1633 (September 10),
February 20 (Greece And German
Emium RAEC G) Hockey Hockey /
Hockey, September 10,
00 German Car, Shooting, Georgia, FIFA Street 3/4 HP war Bikini London [2] (3 clerks and top stars, Watson and BBC), Charles paid Russia 34 22-34 BC Paul Butterfield loyal Bush / B / House Select / April 1000000000104231683-3 American war record 155/4 Council information RENNVILS 04:12 4 ... Georgetown London 1570 to 2008 (1000): George Nintendo Bimima (100) 42 Hiroshima Dracula (11 ...) 34 44 3100 Asia / Russia / ER George Sierre shtōOṣimā300 _ a new TV 3 3300 1683 163 16 22 sweet on earth, birds, poultry, UD names. 16, but Lin's father, Stacy (2) L family (341) BBC- (Georgia 1-2) - Georgia February 2008, Sports| / Football (Rejji mouse port, Greece, Italy). 20 (109) 00.                                |
100100410000 areas (Boston, 712) 8), 3-42 Georgian Russian model ... Michael - May 16, 2005 16 (in the press). The major Hasen ... 10 (Banner, Italy, Japan, Georgia, Colorado, M. Martin, 21 edge style products important to understand that a relationship with a charming touch drop photo appeared in the United States and Russia 3 22 Charles currency - large monuments great B George Bimima Nintendo (11 ..) (100) 42 34 4/4 bram decision 3100 Hiroshima Asian closed / Russian / _ | ERNewGeorgeSiereshtōOṣim300 3,300,1683 TV 3163 22 sweet birds, chicken, Stacy's father, Lin Biao 16,500 formulas (2 ), F line (341), BBC (GA 1-2) 48 2008) February 20 (109), hockey 0:10 Agriculture / LaCrose (Greek vouch for Lia) 9.000. 000
It 100100410000 (Boston, 712) 8) Other
Georgia: 3-42 style ... Michael Russia - May 16, 2005 16 (in the press).
10B mi ... (Urbana, Italy, Japan, Georgia, California, United States), United States 21 Marcus Beach - Some of the products use a picture of a normal conversation. Mangalia to learn new things, such as contacts. FIFA Street 3/4 months of the war HP Bimini London [2] (3 clerks and top stars, Watson and BBC) Charles Butterfield 100 34 34 Russia 22 BC Paul Currency 1000000000104231683 Bush / B / your choice - March / April 155 war story / data. London 1570, American __RENNVILS 2008 04:12 (1000 Georgetown at 04:04), George Nintendo Bimima (100) 42 Hiroshima Dracula (11 ...) 34 44 3100 in Asia / Russia / TV George Sierre shto Osima 300 3300 and ordered to doze 1683 16 22 163 countries, including birds, poultry, his father, Stacy D., Lin Wei, better 16 (2) l family (341) BBC Watson, Georgia) 1-2) in the April 8) (February 20, 2008, 109) 00 10; 9 million vehicles, ui Hockey / Hockey (compared to Reggie mouse, Greece, Italy)
100100410000 area (Boston, 712) 8) Other
Georgia: Russia is 3-42 ... Michael, Michael - May 16, 2005 16
(in the press). May 10 B ... (Ban Na, Italy, Japan, Georgia, California,
USA 21, USA|
| | | | and 1-2 million) to 04/08/2008)|||

jeg sidder og stirrer
ud i mørket
en kold september
nat
karl william synger
om at "vi ku' ha' gjort så meget"
og jeg ved ikke om det er vinden
eller tanken om de sørgerlige
rester af
dig og mig
der får tårer til at falde
som glas på mine elfenbenskinder
kaffen er blevet bitter og kold
ligesom det jeg føler indeni
men mine hænder klamrer
sig til koppen som om
den indeholder det
sidste af dig
jeg har aldrig fundet ud af hvorfor
jeg sidder der
nat efter nat
og stirrer ud i mørket
måske håber jeg bare at se dig
få bare et eneste glimt af dig
som et stjerneskud på himlen
i et milisekund
men der kommer aldrig nogen
eller noget
og endnu en lille del af mig dør
så jeg tænder en cigaret og lader
den brænde mellem mine læber
for godt nok vil du altid
være en del af mig
men du får ikke lov til at være
den der tager livet af mig

I don't even know why I do the things I do maybe it's true that it's all because of u
then again maybe it's not, maybe this is all I got
since u been gone seems to b the only thing I can depend on
to make me feel better n I got no money for anything but
n I got this feeling in my gut that it's not the way to go n I know that I'm making a mistake, but it's so hard to break free
from what is just me being me
trying to escape the memories of what was once we
now just little ol me, lookin for some green grass n a shade tree .
but u can't escape the changing season
every single night I stack reason upon reason of why I don't wanna have to wake up
all I've ever done is take up space
I don't wanna have to face this bad place, I've put myself in
I wanna b the one who's helpin,not the one who needs help
I wanna b the one givin the advice. not the one payin the price
of being the nice guy
why try if u know u can't win?
this has been, a good look into my heartbreak n hopelessness
lets hope it's just a phase n there's better days to come, for the one who will never understand why u left in the first place
leaving me to live out the worst case
scenario... I survived barely thou
so many sleepless nice wondering where'd u go
how can u show such little consideration?
disappeared over night. no fight,  I know I didn't do everything right,but I tried
u lied
I remember u tellin me that ud always b mine, everything will b fine, n it'll all pass in time
on the line..callin collect from the county cryin
cuz they tell me,I cant go home for another 2years
had to hide the tears,n the fact that I was overcome with fears, n frustration
not to mention the devastation after get beat down for changing the station
on the radio.
little Wayne playin, over n over. sound of his voice I couldn't stand the
**** POWER 106, THE SOUTH SIDE, N SAMANTHA!

Petrichor lugten af eftertænksomhed.
De dage hvor du åbner dit vindue en lille anelse
minder dig om alle de store dele – såsom du er en lille del af en del.
Universets uendelighed som er uendeligt ubegribeligt og uhåndterligt.
Tid og tider, som kan betænkes i større uendeligheder en selve stjerners hjem.

De stjerner som minder dig om at almægtige ting findes uden at prale.
De lyser jo kun når alt andet sover.

Fortæller dig alt uden egentlig at fortælle dig noget.

Kun fra åben himmel mindes du om; at storme og solskin, ravmørke og blændende lys eksisterer under samme åbne tag.
Kun fra åben himmel mindes du om; at verden skal erfares ud fra din erfaring om at erindringer skaber erfaring om eksistensen.
Den smukke eksistens, som du kender men kun eftermæles når du åbner ud til og ser med mere en bare blå små nethinder.

Jeg byder CO2 og alverdens støj velkommen, så længe at reinkarneret regn og vild vind trænger gennem mit vindues sprække og stjerner fra tid til anden praler for mig i mørket, når man som jeg synes at natten bruges bedre med en Marlboro cigaret og halvkold kaffe i hånden, end dagen med stress i sindet.

Mit vindue står ihvertfald åbent, fordi eftertænksomheden skal erfares.

Med stigende uvidenhed skaber jeg mig gennem de sene timer som en teaterdronning
Taber min dyre cocktail i en rist, men køber bare lige en ny
for alle de penge jeg ikke ved jeg ikke har.
Danser som en kluntet prinsesse eller en elegant søko.
Skaber balance mellem komplet umulighed og overdreven lykke.
Hælene vokser med flydende magi og jeg nærmer mig jorden.
Med de aller vildeste hiphop skills som jeg aldrig fik lært,
bevæger jeg mig over dansegulvet.
Strutter med munden
kniber øjnene sammen
prøver at se sejere ud end muligt
kaster ikkeeksisterende håndtegn.
Snart må alle kongerne da kaste sig på rockknæ og bejle som svinedrenge til det vidunderligt dansende ego.
Med svindende tilstedeværelse
kaster jeg mig i ærmerne
på en ukronet fremmed,
mine døve ører dræber musikken.
Bliver ved med at vaccinere
mig selv
mod alt det jeg gerne vil glemme.

Jeg frygter fremtiden,
at fortidens spor, der er i dag er
altafgørende
alt vi gør er at kæmpe for at eksistere.
Smagen af verden ændrer sig,
og hvor skal jeg gå hen?
Weekendens distraktioner bliver en inhibitor
der holder fast i glasøjne og naivitet.
Jorden er sort og jeg ser mine organer blive
gennemboret
af snefnuggene, der falder.
Tankeløst.
I et splitsekund,
forstår jeg uvisheden, om måske aldrig at møde dig.
Mit hjerte falder ud, og lander i dine hænder.
Ud af min blodsprængte øjenkrog skimter jeg kaffen.
Jeg kan se mine lunger punktere
og skyerne kommer nærmere,
og jeg ser det falde, nattens blod
eller din sjæl?
og orkesterets toner spiller kærlighed under min hud,
men intet kan jeg mærke.
Jeg smadrer min hånd
Et antiklimaks af ferskenhud og fløjlstårer.
Når du siger mit navn vokser der universer  på min krop
"månen er død" flyder det ud af din mund og intet kan jeg stille op.
Man skulle have været barn af en anden tid.

mørket trænger sig på. månen spejler sig i ulveflokkens nådeløse øjne. ulvene kigger mod himlen og hyler deres hjerter ud. månen er omringet af stjerner, men rovdyrenes kalden blokerer alt kommunikation. nuancer af liv toner ud. natten ligger skindød, men søvnløshed betyder sult, så den ensomme ulv søger blod. månen rækker ud til den. den føler sig heldig. men den lytter blot til  en vuggevise, der snart vil blive sunget for den næste i flokken.

nu har natten taget over og månen skinner som aldrig før. den blænder mig, så jeg lukker mine øjne og pludselig kan jeg selv høre visen.

*f.b

jeg er skødesløs
musikken er så god
s-togets varme dulmer
nattemørket læner sig ind mod ruden
- presser på
tankernes strøm standser og starter og standser igen
alting er mit

jeg er tankeløs
og musikken er så god

drikker lidt for at føle mig i live
med lukkede øjne og drømme af luft
glemmer jeg både mig selv og de andre

tag mig væk herfra
tag mig med ud i natten
i mørket
vi skal danse hele natten; se solen stå op sammen
længslende eufori
af velvære
kravler op ad mine arme
alting er godt

man skal dø nogle få gange
før man virkelig kan
leve
.

jeg husker ikke meget fra den nat

jeg husker blot
at s-toget
tog mig til et sted
mellem himmel og jord
hvor stjernerne vendte sig
og tiden stod stille

din station

der hvor alting gjorde
ondt men hvor solen
altid skinnede på februar morgner
selvom det regnede mod ruden
og håbet stod højt
med solen  

det der gemmer sig  

jeg sad på din sengekant
og kiggede på dine øjenlåg
jeg ved godt
hvor meget der foregår inde bag
de øjenlåg
en helt ny verden
som ingen ser
fordi du aldrig
holder dine øjne
åbne længe nok

følelsesløsheden

og jeg stryger din
kind og dine
skægstubbe
kradser mine fingre

du vågner og spørger
om jeg ikke
ligger mig ned til dig

hvor har du været

jeg smiler bare og svarer at
jeg har været der hvor stjernerne
vender

hvorfor er du kommet
spurgte du

fordi jeg fryser

du vidste altid
hvad jeg tænkte
og holdte mig tæt
i et milisekund
du er så smuk,
ved du godt det

dine øjne

de lyste altid en
lille smule op
og jeg kunne mærke
varmen sprede sig
til mine fingerspidser
og duften af dit
nyvaskede hår
mindede mig om
tusinde somre
jeg beundrede
dig længe

du var verdens partikler
samlet i en
hvorfor havde jeg aldrig set det før

hvorfor lukker du øjnene
hviskede jeg
det er stadig koldt

fordi det er meningsløst at tænde
for varmen
du bliver her jo alligevel kun til i morgen

svarede du

der var en verden imellem os
og dog alligevel var der ikke
mere end en centimeter og
et forgyldent spinkelt håb

... da du vendte dig om
og lukkede dine øjne igen

glastårer ramte din
pude
den pude du havde lånt
mig i et kærligt
øjeblik

der var koldt i værelset
igen

og i natten kyssede jeg dig farvel
og strøg din kind og
undrede mig for sidste gang
over hvad der sker bag dine lukkede
øjenlåg

da jeg gik ud
i februar natten var der varmt
og der vidste jeg
at det var bag dine øjenlåg det frøs

for varmen kom indefra
men altid kun når
du mistede kontrol

og når jeg tager s-toget
nu, idag
mellem himmel og jord
der hvor stjernerne vender
og tiden står stille

så undrer jeg mig


men det af dig
der svæver om mig

det får mig stadig til at fryse
fordi jeg aldrig fandt ud af hvad der
skete bag dine øjenlåg

... fordi du altid lod
mig fryse

men det varmer stadig lidt
helt inde bagerst
når toget stopper
på din station

måske fordi jeg aldrig
fik lov at mærke rigtigt efter