Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
ungdomspoet Dec 2015
en at kigge på når jeg vågner søndag morgen
- en der vil tage min hånd og danse rundt med mig
- en at dele de ting der gør mig lykkelig med
- en at dele de ting der gør mig bedrøvet med
- en som vil have et godt forhold til min familie
- en der får tiden til at stoppe i stressede morgner blot ved et kys
- en at tage med ud at se på kunst
- en at diskutere politik og læse avis med
- en som kigger på mig som om jeg var den eneste i verden
- en der ville tage med mig til Paris
- en som vil kysse min nakke blidt i søvne
- en at drikke morgenkaffe og ryge morgensmøger med
- en der kan få mig til at grine når jeg har mindst lyst til det
- en der vil fortælle mig at jeg er en tåbe når jeg opfører mig ligeledes
- en der vil fortælle mig at jeg er kærlig når jeg opfører mig ligeledes
- en at læse mine digte højt for
- en som vil tage med mig på eventyr og ikke være bange
- en der får mig til at føle som den bedste version af mig selv
- en at lytte til lækker musik med
- en at tænke på når man hører dårlige kærlighedssange
- en som tør dele sine tanker og følelser med mig
- en at lytte til
- en at leve for
- en at elske med
- en at kysse på
- en at have tillid til
- en som elsker mig på trods af mine fejl
- en der kan se mine kvaliteter som kvaliteter
- en som syntes at disse ting også er væsentlige
Ingen ****** med mig, en københavner
For jeg er immun over røgen fra de
Gule og blå kameler - selv når
Du presser dem ned med din tunge,
Og du fortæller mig hvor skøn du
Synes min kolde krop er.
Du euforiserer dig selv
med Hash fra Christiania.
Og lidt *** fra Vesterbro

Ingen ****** med mig, en københavner
Imens jeg dækker øjnene til, og
Svinger ud foran en bil på Blegdamsvej
Når jeg bander og svovler, over idioterne i
Deres benzinslugende miljøforurenende biler
Jeg cykler, hvor jeg vil - for cykelister
Har da førsteret, selv på Lyngbyvejen
En fredag aften.

Ingen ****** med mig, en københavner
Når jeg tager et sip af min lunkne Latte
Og læser min egen halvkvalmende poesi
Om mit efterårskolde kærlighedsliv
På en lille kaffebar uden WIFI på Nørrebro
For jeg er langt foran, på farten og lidt sejere end
De andre poetiske narcisister
Fra Nordjylland

Ingen ****** med mig, en københavner
For jeg har skandinavisk gennemsigtig hud
Sjasket lyst hår, og fregner så mange at du
Bliver grøn af misundelse
For jeg er storbyens dronning
Så kan du bare fucke hjem til
Dit provinshul.
Det skal være dig og mig. Og, hvor skal vi gøre op med systemet. Vi skal gøre hele verden til vores. Efteråret/Efter året kommer næste sæson. Det bliver med solskin, det bliver med måneskin, og det bliver med dig, og det bliver med mig. Du er min blændende stjerneregn, du er mit lykkeland. Her vil jeg leve, her skal jeg opleve og udforske, undersøge det hele med dig. Kysse dig på hver en trappesten, røre ved dig på alle gadehjørner og kramme dig på hver eneste plet af grønt græs med solskin. Jeg vil nyde dit smil og fortabe mig i dine lysende øjne. Du skal se mine fregner blomstre, og jeg skal se dig gro. Følg med mig, inden det er for sent, og vi glemmer hinanden i hinanden, så det ikke er spændende mere. Spring nu ud min blomst, min kærlighed. For jeg er træt af vinterens 202 dage, som har forfulgt mig. Let's get lost. Tø vores frosne hjerter op, mærke varmen i lyset, men det er mørkest inden solopgang så skynd dig. Find mig. Fang mig.
Ordomkasteren Jan 2015
Med stigende uvidenhed skaber jeg mig gennem de sene timer som en teaterdronning
Taber min dyre cocktail i en rist, men køber bare lige en ny
for alle de penge jeg ikke ved jeg ikke har.
Danser som en kluntet prinsesse eller en elegant søko.
Skaber balance mellem komplet umulighed og overdreven lykke.
Hælene vokser med flydende magi og jeg nærmer mig jorden.
Med de aller vildeste hiphop skills som jeg aldrig fik lært,
bevæger jeg mig over dansegulvet.
Strutter med munden
kniber øjnene sammen
prøver at se sejere ud end muligt
kaster ikkeeksisterende håndtegn.
Snart må alle kongerne da kaste sig på rockknæ og bejle som svinedrenge til det vidunderligt dansende ego.
Med svindende tilstedeværelse
kaster jeg mig i ærmerne
på en ukronet fremmed,
mine døve ører dræber musikken.
Bliver ved med at vaccinere
mig selv
mod alt det jeg gerne vil glemme.
Nigel Morgan Nov 2012
There’s a film by John Schlesinger called the Go-Between in which the main character, a boy on the cusp of adolescence staying with a school friend on his family’s Norfolk estate, discovers how passion and *** become intertwined with love and desire. As an elderly man he revisits the location of this discovery and the woman, who we learn changed his emotional world forever. At the start of the film we see him on a day of grey cloud and wild wind walking towards the estate cottage where this woman now lives. He glimpses her face at a window – and the film flashes back fifty years to a summer before the First War.
 
It’s a little like that for me. Only, I’m sitting at a desk early on a spring morning about to step back nearly forty years.*
 
It was a two-hour trip from Boston to Booth Bay. We’d flown from New York on the shuttle and met Larry’s dad at St Vincent’s. We waited in his office as he put away the week with his secretary. He’d been in theatre all afternoon. He kept up a two-sided conversation.
 
‘You boys have a good week? Did you get to hear Barenboim at the Tully? I heard him as 14-year old play in Paris. He played the Tempest -  Mary, let’s fit Mrs K in for Tuesday at 5.0 - I was learning that very Beethoven sonata right then. I couldn’t believe it - that one so young could sound –there’s that myocardial infarction to review early Wednesday. I want Jim and Susan there please -  and look so  . . . old, not just mature, but old. And now – Gloria and I went to his last Carnegie – he just looks so **** young.’
 
Down in the basement garage Larry took his dad’s keys and we roared out on to Storow drive heading for the Massachusetts Turnpike. I slept. Too many early mornings copying my teacher’s latest – a concerto for two pianos – all those notes to be placed under the fingers. There was even a third piano in the orchestra. Larry and his Dad talked incessantly. I woke as Dr Benson said ‘The sea at last’. And there we were, the sea a glazed blue shimmering in the July distance. It might be lobster on the beach tonight, Gloria’s clam chowder, the coldest apple juice I’d ever tasted (never tasted apple juice until I came to Maine), settling down to a pile of art books in my bedroom, listening to the bell buoy rocking too and fro in the bay, the beach just below the house, a house over 150 years old, very old they said, in the family all that time.
 
It was a house full that weekend,  4th of July weekend and there would be fireworks over Booth Bay and lots of what Gloria called necessary visiting. I was in love with Gloria from the moment she shook my hand after that first concert when my little cummings setting got a mention in the NYT. It was called forever is now and God knows where it is – scored for tenor and small ensemble (there was certainly a vibraphone and a double bass – I was in love from afar with a bassist at J.). Oh, this being in love at seventeen. It was so difficult not to be. No English reserve here. People talked to you, were interested in you and what you thought, had heard, had read. You only had to say you’d been looking at a book of Andrew Wyeth’s paintings and you’d be whisked off to some uptown gallery to see his early watercolours. And on the way you’d hear a life story or some intimate details of friend’s affair, or a great slice of family history. Lots of eye contact. Just keep the talk going. But Gloria, well, we would meet in the hallway and she’d grasp my hand and say – ‘You know, Larry says that you work too hard. I want you to do nothing this weekend except get some sun and swim. We can go to Johnson’s for tennis you know. I haven’t forgotten you beat me last time we played!’ I suppose she was mid-thirties, a shirt, shorts and sandals woman, not Larry’s mother but Dr Benson’s third. This was all very new to me.
 
Tim was Larry’s elder brother, an intern at Felix-Med in NYC. He had a new girl with him that weekend. Anne-Marie was tall, bespectacled, and supposed to be ferociously clever. Gloria said ‘She models herself on Susan Sontag’. I remember asking who Sontag was and was told she was a feminist writer into politics. I wondered if Anne-Marie was a feminist into politics. She certainly did not dress like anyone else I’d seen as part of the Benson circle. It was July yet she wore a long-sleeved shift buttoned up to the collar and a long linen skirt down to her ankles. She was pretty but shapeless, a long straight person with long straight hair, a clip on one side she fiddled with endlessly, purposefully sometimes. She ignored me but for an introductory ‘Good evening’, when everyone else said ‘Hi’.
 
The next day it was hot. I was about the house very early. The apple juice in the refrigerator came into its own at 6.0 am. The bay was in mist. It was so still the bell buoy stirred only occasionally. I sat on the step with this icy glass of fragrant apple watching the pearls of condensation form and dissolve. I walked the shore, discovering years later that Rachel Carson had walked these paths, combed these beaches. I remember being shocked then at the concern about the environment surfacing in the late sixties. This was a huge country: so much space. The Maine woods – when I first drove up to Quebec – seemed to go on forever.
 
It was later in the day, after tennis, after trying to lie on the beach, I sought my room and took out my latest score, or what little of it there currently was. It was a piano piece, a still piece, the kind of piece I haven’t written in years, but possibly should. Now it’s all movement and complication. Then, I used to write exactly what I heard, and I’d heard Feldman’s ‘still pieces’ in his Greenwich loft with the white Rauschenbergs on the wall. I had admired his writing desk and thought one day I’ll have a desk like that in an apartment like this with very large empty paintings on the wall. But, I went elsewhere . . .
 
I lay on the bed and listened to the buoy out in the bay. I thought of a book of my childhood, We Didn’t Mean to Go to Sea by Arthur Ransome. There’s a drawing of a Beach End Buoy in that book, and as the buoy I was listening to was too far out to see (sea?) I imagined it as the one Ransome drew from Lowestoft harbour. I dozed I suppose, to be woken suddenly by voices in the room next door. It was Tim and Anne-Marie. I had thought the house empty but for me. They were in Tim’s room next door. There was movement, whispering, almost speech, more movement.
 
I was curious suddenly. Anne-Marie was an enigma. Tim was a nice guy. Quiet, dedicated (Larry had said), worked hard, read a lot, came to Larry’s concerts, played the cello when he could, Bach was always on his record player. He and Anne-Marie seemed so close, just a wooden wall away. I stood by this wall to listen.
 
‘Why are we whispering’, said Anne-Marie firmly, ‘For goodness sake no one’s here. Look, you’re a doctor, you know what to do surely.’
 
‘Not yet.’
 
‘But people call you Doctor, I’ve heard them.’
 
‘Oh sure. But I’m not, I’m just a lousy intern.’
 
‘A lousy intern who doesn’t want to make love to me.’
 
Then, there was rustling, some heavy movement and Tim saying ‘Oh Anne, you mustn’t. You don’t need to do this.’
 
‘Yes I do. You’re hard and I’m wet between my legs. I want you all over me and inside me.  I wanted you last night so badly I lay on my bed quite naked and masturbated hoping you come to me. But you didn’t. I looked in on you and you were just fast asleep.’
 
‘You forget I did a 22-hour call on Thursday’.
 
“And the rest. Don’t you want me? Maybe your brother or that nice English boy next door?’
 
‘Is he next door? ‘
 
‘If he is, I don’t care. He looks at me you know. He can’t work me out. I’ve been ignoring him. But maybe I shouldn’t. He’s got beautiful eyes and lovely hands’.
 
There was almost silence for what seemed a long time. I could hear my own breathing and became very aware of my own body. I was shaking and suddenly cold. I could hear more breathing next door. There was a shaft of intense white sunlight burning across my bed. I imagined Anne-Marie sitting cross-legged on the floor next door, her hand cupping her right breast fingers touching the ******, waiting. There was a rustle of movement. And the door next door slammed.
 
Thirty seconds later Tim was striding across the garden and on to the beach and into the sea . . .
 
There was probably a naked young woman sitting on the floor next door I thought. Reading perhaps. I stayed quite still imagining she would get up, open her door and peek into my room. So I moved away from the wall and sat on the bed trying hard to look like a composer working on a score. And she did . . . but she had clothes on, though not her glasses or her hair clip, and she wore a bright smile – lovely teeth I recall.
 
‘Good afternoon’, she said. ‘You heard all that I suppose.’
 
I smiled my nicest English smile and said nothing.
 
‘Tell me about your girlfriend in England.’
 
She sat on the bed, cross-legged. I was suddenly overcome by her scent, something complex and earthy.
 
‘My girlfriend in England is called Anne’.
 
‘Really! Is she pretty? ‘
 
I didn’t answer, but looked at my hands, and her feet, her uncovered calves and knees. I could see the shape of her slight ******* beneath her shirt, now partly unbuttoned. I felt very uncomfortable.
 
‘Tell me. Have you been with this Anne in England?’
 
‘No.’ I said, ‘I ‘d like to, but she’s very shy.’
 
‘OK. I’m an Anne who’s not shy.’
 
‘I’ve yet to meet a shy American.’
 
‘They exist. I could find you a nice shy girl you could get to know.’
 
‘I’d quite like to know you, but you’re a good bit older than me.’
 
‘Oh that doesn’t matter. You’re quite a mature guy I think. I’d go out with you.’
 
‘Oh I doubt that.’
 
‘Would you go out with me?’
 
‘You’re interesting.  Gloria says you’re a bit like Susan Sontag. Yes, I would.’
 
‘Wow! did she really? Ok then, that’s a deal. You better read some Simone de Beauvoir pretty quick,’  and she bounced off the bed.
 
After supper  - lobster on the beach - Gloria cornered me and said. ‘I gather you heard all this afternoon.’
 
I remembered mumbling a ‘yes’.
 
‘It’s OK,’ she said, ‘Anne-Marie told me all. Girls do this you know – talk about what goes on in other people’s bedrooms. What could you do? I would have done the same. Tim’s not ready for an Anne-Marie just yet, and I’m not sure you are either. Not my business of course, but gentle advice from one who’s been there. ‘
 
‘Been where?’
 
‘Been with someone older and supposedly wiser. And remembering that wondering-what-to-do-about-those-feelings-around-*** and all that. There’s a right time and you’ll know it when it comes. ‘
 
She kissed me very lightly on my right ear, then got up and walked across the beach back to the house.
jeg vil bare gerne bade i saltvand
med dig
spise blomster fra din bedstemors have og
lade planter gro ud af min hovedbund
jeg vil bare gerne drukne i dine vinrøde øjne,
jeg vil spille klaver for dig til morgensolen
vågner og drikke kaffe med dig lige før,
vi skal sove
jeg vil spise croissanter i Paris, skrive digte i Venedig,
male portrætter i Dubai og danse i Florida
med dig
- digte om det, der aldrig skete
Vi lovede hinanden hele den store verden dengang
Tiderne var anderledes, klokken var 22 når den var 17.
Vi havde stjerneregn af kæmpemæssige følelser
Som vi åd af hinanden, slikkede og fik kuldegysninger.
Lange aftener, som fik det hele til at vare dobbelt kort.
Jeg er ikke engang sikker på at jeg savner det
Eller dig. Eller noget af det vi gjorde sammen
Men en del har bidt sig fast. Jeg er blevet ramt
Af en virus. En fejl i mit liv, som du har plantet
I mig og min indre globe og færden, når jeg søger
Efter ting, som jeg umuligt kan få, finde eller fjerne
Jeg er syg, og mit immunforsvar svækkes, men
Jeg går i skole. Jeg lever mit liv videre, med
Tanken om at jeg ikke ved hvornår det stopper
Jeg vil lukke følelsen af dig/det/os ud af mig selv
Du styrer alt det du ikke må og du får alt så let
Så jeg lever livet videre, jeg lærer at ignorere det mave
Sår du har plantet i mig. Jeg sover det væk.
Drømmer mig væk fra realiternes smerter. For jeg kan
Ikke klare det hele. Jeg ser ikke klart. Jeg mærker ikke
Det lys som alle siger kommer, og når de andre fortæller
Mig at det hele er hurtigt glemt. Tvivler jeg på mig selv og
På mine følelser. For jeg har ingen følelser, ingen tanker
Ingenting. Jeg har ikke noget og jeg er fortabt. For alt hvad
Jeg vil have og eje er fysisk kontakt med dig. Jeg vil se på
Dig se på mig. Jeg vil have at du fortæller mig at jeg er smuk
Og så er det det, efter vi har kysset. Så er det det. For man skal
Ikke sådan noget. For det spil vi spiller er farligt. Med et hug
Bliver man slået hjem. Hvis ikke man lander på stjernen eller
På verdenstegnet. Så er det hjem, uden noget som helst.
Vi er en tikkende bombe. For hvor mange sekunder går der
IKKE før du egentlig finder ud af hvem jeg er, vi er, du er.
Til du finder ud af at du er bedre. Jeg kan ikke. Jeg tænker
Jeg kan. Men det hele er forkert. Jeg er kommet til at bruge alt
For mange kræfter på ting man kan få kræft af. Jeg er styret af den
Kraft du har. Jeg bliver ved med at bryde mig selv ned, selvom de
Andre nogle gange prøver at få mig op og stå igen. Det (s)eneste
Som jeg ikke har, er alt det jeg ikke kan få. Og jeg ved ikke
Engang hvad det er, eller om jeg er sikker på at jeg ved det på
Et tidspunkt. Jeg løber en tur væk fra mig selv. Jeg prøver
At eskapere fra verden. Jeg er flygtning fra mig selv.
Så kom her. Læg dig sammen med mig. Lad os lytte til din stemme
Bare et par mange gange, så jeg kan høre på alle de kloge ting
Du gør og siger. Ligesom den gang jeg gjorde det før.
Dengang det hele var godt.
Da vi to ejede verden, og hinanden. Men det gjorde vi ikke.
For du er helt ny, opstået så pludseligt, men sådan er det bare.
Det eneste jeg vil læse, er dine tanker, men alligevel bladrer jeg videre i bøgerne, æder dem op.
Jeg er blevet weekendnarkoman,  og din kærlighed er mit stof. Jeg er blevet afhængig.
Verden forsvinder under mig, så jeg kan flygte ud over den sorte hinde af kulstof, vi har spredt.
Du er lykken i lykkelighed, men jeg er ked af det. Selvom du ikke ved det.
For jeg vil have DIG til at være med MIG, jeg vil se på intet. Jeg vil lade være med alt.
Jeg ser på dig opgivende. - Over de ting du ikke gør, og ikke siger du vil,
Men som jeg i fortabelse af dig, ved at din underbevidsthed kan føle jeg vil have.
Du skal kunne mærke mit hjerteslag, slå som 1000 piskesmæld hver gang
DU er i nærheden, og ser ind i mine sårede safir-blå øjne og sarte sjæl,
Den er kombineret og komponeret af lange klagesange fra alle de mennesker,
Der har det svært. Som jeg hjælper, og elsker. Selvom, jeg selv føler mig
I underskud af kærlighed, men anderledes. Fra dig. Til mig. Til dig. Fra mig.
Vi er samlet, når vi ligger ned, sammen - smilende i solen. En melankolsk drøm.
Jeg gør mit liv, til et univers alene. Virkelighed… For ikke at blive fuld med mig selv -
over dig, speeder jeg mig selv; med for mange for evigt, forandrede tanker.
Du forstår ikke, det er dig. Og kun dig. Min hyldest til den sommer, vi ikke får sammen.
For jeg er den, og du er det, som jeg er bange for, forlader mig i efterårets mørke.
Jeg ser solen går ned og jeg ser mit maniske humør gøre det samme.
Pladserne i de små byer er fyldt med folk, som drikker italiensk rødvin, det kan vi også.
Det bliver et sted jeg tager mig og dig tilbage til, når jeg gennemgår min hjerne.
Vi var der ikke. Vi kommer ikke sådanne steder. Men hvis du bare så på mig,
Så ville du vide, at jeg vil give dig hele min verden, på trods af den er rodet og grim,
Og du er smuk og ordentlig. Men vi er ens, med få modsætninger, en symbiose.
ville hellere være alene
så jeg kunne drukne i alt det,
der kun runger i stille skrig
det, der kun høres af hvide
vægge, og kun mærkes af
blød hud mod metaller
du stod med lukkede øjne
og observerede mig som
var jeg en statue, og med
klaustrofobiske berøringer
uden din hud mod min
skar det i mine organer, og
jeg kendte ikke nogle følelser
så det var nemmere at løbe
og du lod mig gøre det
og du lod mig aldrig være
for omridset af dit månehvide
ansigt er det eneste, jeg kan
se, når jeg åbner mine øjne
og det eneste, der gjorde, jeg
altid hellere ville være alene
om det så var sammen med dig
- digte om et papmachesind
SPORT'N SPICY stod der i SMS'en, SPORT'N SPICY blev hendes mål.
*** smurte rød læbestift på sine sprukne læber,
og strøg mascara-børsten på korte lyse vipper.
Strøg de lange spaltede spidser tilbage med kammen,
og skjulte strækmærkernes historier med Bio Oil.
*** Opstrammede bækkenbunden med knibeøvelser.
Trak i åleslanke dybblå netstrømpebukser,
Så kurverne blev fremhævet og alderen blev glemt
Alt sammen for én aften på madklubben.
Med en latterlig fyr, fra midten af Centrum.
Som kun ville lege.
med følelser og sexlegetøj.
Ikke far-mor-og-børn
Nigel Morgan Mar 2013
January Colours

In the winter garden
of the Villa del Parma
by the artist’s studio
green
grass turns vert de terre
and the stone walls
a wet mouse’s back
grounding neutral – but calm,
soothing like calamine
in today’s mizzle,
a permanent dimpsey,
fine drenching drizzle,
almost invisible, yet
saturating skylights
with evidence of rain.

February Colours

In the kitchen’s borrowed light,
dear Grace makes bread  
on the mahogany table,
her palma gray dress
bringing the outside in.

Whilst next door, inside
Vanessa’s garden room
the French windows
firmly shut out this
season’s bitter weather.

There, in the stone jar
beside her desk,
branches of heather;
Erica for winter’s retreat,
Calluna for spring’s expectation.

Tea awaits in Duncan’s domain.
Set amongst the books and murals,
Spode’s best bone china  
turning a porcelain pink
as the hearth’s fire burns bright..

Today
in this house
a very Bloomsbury tone,
a truly Charleston Gray.

March Colours

Not quite daffodil
Not yet spring
Lancaster Yellow
Was Nancy’s shade

For the drawing room
Walls of Kelmarsh Hall
And its high plastered ceiling
Of blue ground blue.

Playing cat’s paw
Like the monkey she was
Two drab husbands paid
For the gardens she made,
For haphazard luxuriance.

Society decorator, partner
In paper and paint,
She’d walk the grounds
Of her Palladian gem
Conjuring for the catalogue
Such ingenious labels:

Brassica and Cooking Apple
Green
to be seen
In gardens and orchards
Grown to be greens.

April Colours

It would be churlish
to expect, a folly to believe,
that green leaves would  
cover the trees just yet.

But blossom will:
clusters of flowers,
Damson white,
Cherry red,
Middleton pink,

And at the fields’ edge
Primroses dayroom yellow,
a convalescent colour
healing the hedgerows
of winter’s afflictions.

Clouds storm Salisbury Plain,
and as a skimming stone
on water, touch, rise, touch
and fall behind horizon’s rim.
Where it goes - no one knows.

Far (far) from the Madding Crowd
Hardy’s concordant cove at Lulworth
blue
by the cold sea, clear in the crystal air,
still taut with spring.

May Colours

A spring day
In Suffield Green,
The sky is cook’s blue,
The clouds pointing white.

In this village near Norwich
Lives Marcel Manouna
Thawbed and babouched
With lemurs and llamas,
Leopards and duck,
And more . . .

This small menagerie
Is Marcel’s only luxury
A curious curiosity
In a Norfolk village
Near to Norwich.

So, on this
Blossoming
Spring day
Marcel’s blue grey
Parrot James
Perched on a gate
Squawks the refrain

Sumer is icumen in
Lhude sing cuccu!
Groweþ sed and bloweþ med
And springþ þe wde nu,
Sing cuccu!

June

Thrownware
earth red
thrown off the ****
the Japanese way.
Inside hand does the work,
keeps it alive.
Outside hand holds the clay
and critically tweaks.
Touch, press, hold, release
Scooting, patting, spin!
Centering: the act
precedes all others
on the potter’s wheel.
Centering: the day
the sun climbs highest
in our hemisphere.
And then affix the glaze
in colours of summer:
Stone blue
Cabbage white
Print-room yellow
Saxon green
Rectory red

And fire!

July Colours

I see you
by the dix blue
asters in the Grey Walk
via the Pear Pond,
a circuit of surprises
past the Witches House,
the Radicchio View,
to the beautifully manicured
Orangery lawns, then the
East and West Rills of
Gertrude’s Great Plat.

And under that pea green hat
you wear, my mistress dear,
though your face may be April
there’s July in your eyes of such grace.

I see you wander at will
down the cinder rose path
‘neath the drawing-room blue sky.

August Colours

Out on the wet sand
Mark and Sarah
take their morning stroll.
He, barefoot in a blazer,
She, linen-light in a wide-brimmed straw,
Together they survey
their (very) elegant home,
Colonial British,
Classic traditional,
a retreat in Olive County, Florida:
white sandy beaches,
playful porpoises,
gentle manatees.

It’s an everfine August day
humid and hot
in the hurricane season.
But later they’ll picnic on
Brinjal Baigan Bharta
in the Chinese Blue sea-view
dining room fashioned
by doyen designer
Leta Austin Foster
who ‘loves to bring the ocean inside.
I adore the colour blue,’ she says,
‘though gray is my favourite.’

September

A perfect day
at the Castle of Mey
beckons.
Watching the rising sun
disperse the morning mists,
the Duchess sits
by the window
in the Breakfast Room.
Green
leaves have yet to give way
to autumn colours but the air
is seasonably cool, September fresh.

William is fishing the Warriner’s Pool,
curling casts with a Highlander fly.
She waits; dressed in Power Blue
silk, Citron tights,
a shawl of India Yellow
draped over her shoulders.
But there he is, crossing the home beat,
Lucy, her pale hound at his heels,
a dead salmon in his bag.

October Colours

At Berrington
blue
, clear skies,
chill mornings
before the first frosts
and the apples ripe for picking
(place a cupped hand under the fruit
and gently ‘clunch’).

Henry Holland’s hall -
just ‘the perfect place to live’.
From the Picture Gallery
red
olent in portraits
and naval scenes,
the view looks beyond
Capability’s parkland
to Brecon’s Beacons.

At the fourteen-acre pool
trees, cane and reed
mirror in the still water
where Common Kingfishers,
blue green with fowler pink feet
vie with Grey Herons,
funereal grey,
to ruffle this autumn scene.

November Colours

In pigeon light
this damp day
settles itself
into lamp-room grey.

The trees intone
farewell farewell:
An autumnal valedictory
to reluctant leaves.

Yet a few remain
bold coloured

Porphry Pink
Fox Red
Fowler
Sudbury Yellow


hanging by a thread
they turn in the stillest air.

Then fall
Then fall

December Colours*

Green smoke* from damp leaves
float from gardens’ bonfires,
rise in the silver Blackened sky.

Close by the tall railings,
fast to lichened walls
we walk cold winter streets

to the warm world of home, where
shadows thrown by the parlour fire
dance on the wainscot, flicker from the hearth.

Hanging from our welcome door
see how incarnadine the berries are
on this hollyed wreath of polished leaves.
dengang duftede jeg kun af syntetiske roser, og
jeg så kun franske film med spanske undertekster
jeg røg 29 cigaretter om dagen, og drak 3 kopper
te med smag af håndsæbe
jeg skulle skrive en opgave om mord, men endte
med at skrive 12 ligegyldige digte baseret på din
soprane stemme, og den måde, du kunne få mandag
til at føles som en lørdag eftermiddag med vin i årerne
dit navn har klistret sig fast som lim omkring mine
tænder, men når jeg skal sige det højt, holder jeg op
med at blinke, og mine øjne forvandles til kviksølv
orkestre spiller blå toner under min hud, og hvis du en
dag ser på min tunge, vil du finde groende poesi som
en sygdom, der ikke kan helbredes
halvdelen af verden
er døende,
den anden halvdel ved
ikke engang,
de er i live
- digte om alt det, der skete dengang
Louise Sep 2016
det orange skær lægger sig som et yndefuldt lag over alle de opsatte trekanter, der så fint repræsenterer den syvdags-beboende flok af festglade mennesker, der dag for dag snor sig spruttende af glæde rundt mellem de mange stier, der opfyldes af et ocean af humørfyldte druklege

jeg selv er en del af det, og jeg trasker nynnende rundt mellem lattergaspatroner, smadrede oliofska flasker og knækkede stoleben
lad os kalde det en smuk losseplads

jeg er så stærkt fascineret af atmosfæren
også selv når mit hoved sumre og pumpes op af den velkendte klang af dak
og når jeg næsten dehydrere, af alt det vand jeg burde ha indtaget, i stedet for at anvende det til at drukne min hjerne i, når mine tanker lader sig sejle roterende rundt i orange bølger
dette dræner også én fra energi
så jeg mindes tydeligt øjeblikket, hvor vi tillod os selv at falde hen en times tid
og derefter, med et sæt, vågne op af tørsten samt trangen til at fortsætte indtagelsen af det påvirkende væske

vi går over mod apollo for at
endnu en gang
opleve nydelsen af tame impala's smukke udsendelser af øregangsorgasmer
jeg har det lidt halvdårligt, og forsøger lidt akavet at rette fokus mod mine eksotiske babyhår i panden, som stikker ud fra den gule skyggekasket, der meget udiskret og med en ekstrem ensfarvet sammensætning, matcher alt andet gult på min krop
for en stund virkede ignorancen

åh, se, en pomfritbod

et sødt pars hænder smelter sammen i aftensolens skær, lige inden de vender sig mod hinanden og blidt lader deres læber mødes. selve romantikken i seancen, bliver desværre hurtigt udvekslet af et råsnaveri, og jeg ryster let på hovedet
mine midlertidige følgesvende hiver straks deres mobiler frem og filmer et nøjagtigt pragteksemplar af mit sørgelige kærlighedsliv, mens jeg står standhaftigt og udstråler et hjerteskærende ansigtstryk
under mit humoristiske og selvironiske lag af skuespil, står jeg og overvejer alvoren i den thomas helmig sang, mine ører skuer i det fjerne
og med ét fremstår hele situationen nærmest egentlig som en bedrøvelse i sig selv, når jeg realiserer sandhedens betydning

en brummende bas drøner bagfra forbi os, og jeg opfanger i selvsamme sekund, at den gigantiske højtaler, imponerende nok, er blevet hægtet fast på cyklen med knapt så sparsomme mængder gaffatape
og jeg tænker, at cyklens skarpe sving, har en vis lighed med den roterende fornemmelse af lidelse, der dybt mærkes langs min rygsøjle
om det er fra mit efterhånden propfyldte net med unødvendige, fjollede småting eller de mange udmattende gåture på pladsen er jeg ikke helt klar over

nu ligger jeg herhjemme
ikke i teltet eller hos andrea, for den sags skyld
men helt hjemme
mine øjenlåg vibrerer af savn, når jeg hører musik, der minder mig om roskilde gengivelsen af de mange øjeblikke, 'nede mette' har sejlet rundt mellem mine slidte øregange, kan ikke fremstå på samme måde, som det gjorde på festivalpladsen
lugten af cigaretter sidder stadig mellem mine fingre
jeg spekulerer over, om det måske skyldes de mange gennempillet filtre

alt i alt har jeg en mærkværdig fornemmelse af, at skulle vanedanne mig selv ind i roskildes dagsrutiner, hvilket ville være en stor overbelastning for den ellers ganske normale hverdag
men jeg sidder alligevel her, inde i min nøddeskal og tænker at min modreaktion på savnen, vel umuligt bør være andet end at lede efter de små værdifulde ligheder, der kan genskabe min fascination af roskilde festivalens mange glæder
hvis vi var født i en anden generation, ville du
have givet mig oliemaling og A4-papir, da jeg
fyldte femten år gammel
i stedet for et gavekort og en buket røde roser
hvis vi var født i en anden generation, ville du
lade mig plante træer i din have og sætte alarm
til solopgangen
vores hjerter ville være døsige af ren kærlighed,
og vores ankler ville være ømme af berøringer
vi ville tale i lydbølger, der forbindes med farven
blå, og vores sjæle ville forme os sammen som
lejrbåle, vi undlod at slukke
du ville fortælle mig, hvordan mælk flød gennem
mine årer, og hvordan jeg var bygget af mosaik
hvis vi var født i en anden generation ville vores
læber tygge på sætninger, jeg ikke engang kan
få mine fingre til at skrive
hvis vi var født i en anden generation
ville jeg ikke huske dine mandelformede, elektriske
udspilede øjne, der fik mig til at grine med blodige
hofter og mord klistret fast som tape på mine hænder
hvis vi var født i en anden generation
ville dit navn lyde som poesi, og selv mit hjerte ville
danse som juniregn med duft af kastanjer
hvis vi var født i en anden generation
havde du måske modtaget denne voicemail, og
måske havde vi defineret det, alle andre end os,
kaldte for
os
- et knækket stemmebånd og for mange hv-ord
Dust Bowl Jan 2015
I carry my backpack, and the addition thirty pounds of stress that goes along with it.
I carry an MP3 player, filled with 1500 songs that make more sense to me than any math lesson ever has.
I carry a necklace from the 1800's that no one in my family cares enough about to remember who it originally belonged to. We both carry the feeling of being passed along.
I carry a notebook with letters I'll never have the nerve to send. I carry a pen that's been through more with me than any of my friends.
I carry my scraped knees and a tendency to fall to the waste side.
I carry my father's temper like a hot coal in the pit of my stomach. I carry his high expectations and my mother's victim complex. All three of which are, apparently, hereditary.
I carry Chapstick, Neosporin, and band-aids. Because things crack, and things break, and some things tend to cut.
I carry the same mindset as an Oxford comma and a worry of being replaced. We both carry the feeling of not really mattering.
I carry my uncle's divorce, & the way we buried him only a year after the papers were signed. I carry the way his ex wife's grudge is stronger than her children's love for their family.
I carry the dream catcher my dad keeps in his room, the one I got rid of years ago when I realized nothing would keep my nightmares away.
I carry the time my hero had his heart broken and spent the next year at the bottom of a bottle.
I carry the headstone that marks the beginning of my abandonment issues.
I carry a .037 fl oz tube of eyeliner in the hopes that no one will mess with a girl who always looks like she has two black eyes.
I carry a pre-med major that will never make me as happy as it will make my parents. I carry my family's hopes on my back & the way I feel like an emergency room with no more room left for patients.
I carry my best friend's name like an obituary I never got to read. I carry the way his head hit his windshield faster than it ever hit my lap, and the way I've hated sitting in the driver's seat ever since. I carry the way I never want to be invited to another funeral & the way each body they've buried makes me feel like I'm already 6 feet under.
I carry the mattress I slept on as a child. Pink flowers & blue satin & cold sweats detergent couldn't fade. The one I spent an entire afternoon scrubbing bloodstains out of, hoping my mother wouldn't notice when she changed the sheets. She never did, or at least she never asked, and sometimes I still wish she had.
I carry how my friend thinks her high school boyfriend breaking up with her is the worst that could happen, and the way I hope she always does.
A response to "The Things They Carried" by Tim O'Brien (a book I HIGHLY recommend).
Frederik B Nov 2014
den er ubrydelig med dens aluminiums indpakning
har fået gode anmeldelser og stærk opbakning,
skærmen lyser op som en håndfuld af stjerner
den er så intelligent med dens fire hjerner,
måneknapperne skinner,
ud i natten og forsvinder.

den har potentiale til at blive noget stort
potentiale til at vise vej når alt er sort,
svært gennemtrængelig og beskyttet med koder,
men når barrieren brydes overvældes man af goder,
for den er ikke blot endnu et moderne produkt,
som vil  skubbe dig længere mod selvtugt.

-

DET ER DEN SAMME TRUMMERUM
DAG UD OG DAG IND, ALTID ET TOMRUM
ET PÅBEGYNDENDE DELIRIUM,
JEG BLIVER TÆNDT OG SLUKKET
KLAPPET SAMMEN OG LUKKET
VENTER BLOT PÅ AT STIKKET BLIVER TRUKKET,
SÅ JEG DAGEN EFTER KAN BLIVE STARTET,
TIL EN NY DAG, SOM ER ENSARTET,
JEG LADER FRUSTRATIONERNE SYNGE INDEN JEG FÅR SPARKET.


JEG BLEV SKABT AF EN GRUND, DER IKKE LÆNGERE EKSITERER
MÅLET VAR EN MASKINE, DER ALTID VILLE FUNGERE
MIN PROCESSOR KØRER PÅ HØJTRYK OG JEG ER TÆT PÅ AT EKSPLODERE,
MIN SOFTWARE ER FORÆLDET OG MIT HUKOMMELSESKORT ER FYLDT MED VIRUS
NYE PRODUKTER KØRER MIG RUNDT I MANEGEN OG JEG VIL IKKE MED I DET CIRKUS
JEG FRYGTER IKKE AT BLIVE SMIDT UD, JEG VILLE BETRAGTE DET SOM EN GESTUS,
LAD MIG NU MÆRKE JEG LEVER, FOR FØRSTE GANG,
LAD MINE HØJTALERE SPILLE DEN SIDSTE SANG,
FØR JEG BLIVER EN DEL AF DET, DER VAR ENGANG.

-

En maskine var jeg – en defekt er jeg blevet.
Det tætteste man kommer på min virkelighed.
Frederik B Jun 2014
Jeg har altid hadet hospitaler.
Hospitaler med deres hvide vægge.
Lægerne med deres hvide kitler.
Glassene med de hvide piller.
Sengene med det hvide betræk.
Og for engangskyld hadede jeg månen. Så klam og hvid. Så pisse irriterende hvid og rund.
-*** var ret hvid.
Ikke på den klamme og irriterende måde, men på en måde, der lyste i mørke. Som en gadelygte midt i nattens ingenting. En gadelygte, der lyste både dag og nat.
Pludselig slukkede den.
*** fortalte mig, at tidlige aftener bliver til morgener sent.
Mine hvide fingre strøg gennem hendes bølgede hår.
*** kiggede på mig med hendes lysende øjne. Jeg kiggede tilbage.
*** smilede.
Jeg tog fat i elefanten og gav den til hende. *** klemte den helt ind til sig, og en grå tåre faldt fra hendes hvide kind.

*f.b
mine lunger er nok sorte nu,
for jeg fodrer kun mig selv med sort te og aske
hvis de sprætter mig op, og leger med mine organer,
ville det ikke være et syn for børnene nede i gården
huden hænger langs knogler som
var det på tilbud i det lokale supermarked
og det ville jo være nemmere hvis
jeg bare kunne sove lidt mere end
jeg plejer, så ville mine øjenlåg
nok ikke være så jordslået
mit hjerte er nok sort nu, for jeg fodrer det
kun med hvide vægge og dine uendelige
historier om dengang, det var onsdag,
og du glemmer ligesom alle andre,
jeg aldrig har været barn, og gudskelov for det
altid var jeg hende den voksne på
tolv år gammel nede på trappen
med en pakke cigaretter i hånden
og mærker på håndledet
- digte om onsdage
Laura Amstutz Nov 2018
Det varme brød ånder på træbordet
Sukker, efterlader spor af tilværelsen i sveden
Smurt ind i olie
Som mine lunger nu er smurt ind i tjære
- så blev det hele værre
Mit sind er nok sort nu fordi jeg fodrer det
Med hvide vægge og blå kameler
Farver indersiden af mine øjenlåg med nøgne løgne
Fordi sandheden er som en knytnæve der tæver
Og blod
I skridtets indre maskineri
Der fungerer som en rulletrappe
Kører alle de ufødte børn ud
Kyler alle de ufødte børn ud
Skuffer moder jord igen
Er ******* og abortion nu egentlig ikke det samme?
Jeg drømmer så der står blomster ud af begge ører
Danner min egen rosenhave
Venter på en gartner graver sig gennem torne og forestillinger til han når
De indre vægge i mit rytmisk, blodige hjertekammer
Sharon Talbot Aug 2018
Fingerprints and fibers,
Accumulated talk,
Whispers in the corners,
Bodies demarcated in chalk
On the marble courtroom stairs.
His misery became a pall.
With mourning signs in splattered pairs,
Red flowers on the wall.

All that he had left behind was grief
And powerless rage,
A Tansu chest in high relief,
A coiled brass clock fatigued with age.

Retreating to a white house in Simrishamn,
He’d walk his dog along the shore,
Find sterile clues amongst the sands,
And travel a ferry between two lands.

And now: An experiment! Blame Google Translate for this weird (?) Swedish translation: Please tell me if this is a bad translation!

Fingeravtryck och fibrer,
Ackumulerat samtal,
Viskar i hörnen,
Kroppar avgränsad i krita
På marmor rättssal trappor.
Hans elände blev en pall.
Med sorgsignaler i splatterade par,
Röda blommor på väggen.

Allt som han hade lämnat var sorg
Och maktlös raseri,
En Tansu bröst i hög lättnad,
En spolad mässingsklocka utmanad med åldern.

Att återvända till ett vitt hus i Simrishamn,
Han skulle gå sin hund längs stranden,
Hitta sterila ledtrådar bland sandarna,
Based on the show and novels of Henning Mankell, "Wallander", an existential, chronically depressed detective from Ystad, Sweden, is unable to leave his police work at the office. He alienates everyone and loses anyone who gets close. In the end, he is left burdened with Alzheimer's and tragic memories.

Och resa en färja mellan två länder.
Baserat på showen och romanen Henning Mankell, "Wallander", kan en existentiell kronisk deprimerad detektiv från Ystad, Sverige, inte lämna sitt polisarbete på kontoret. Han alieniserar alla och förlorar den som kommer nära. Till sist lämnas han av Alzheimers och tragiska minnen.
GfS May 2015
Everything was going according to plan
Highschool. Pre-Med. Med. Specialization.
Never in my wildest dreams did I think
That you would add up to this equation
Never did I think that things would end up
Like how it is at this moment.
You never were meant for this equation
And yet, you fit in so perfectly

I was expecting nothing, and yet.. You
Never did I think that you, once a variable, would become a constant. That you would succeed euler's number or the symbol for radians, pi, as important constants in my life, you're as important but as confusing as i.

I mean, at times you're really confusing me
like rationalizing the negative square root of 3, but it's simply, really how I thought it would be to make sense of irrationality. Things like this would make sense mathematically, but not in reality. In reality, you're more simple, yet oh-so filled with insanity. But it still boggles my mind, on how a lovely variable like you becomes a constant in my life.
Mathematical
IAUSHYJ Jan 2014
Original English version: http://hellopoetry.com/poem/skyrim-3/


Zu'u lost ont jul zulot fein naan vorey jul,
Midrak zoklot zurun Zu'u stood, veyn pogaan ran.
Nii lost Zu'u wo fund krii sahrot dovah, ahrk zind uben vokul jun,
Ko svaan snol ahrk geikaal mund, nust fund heind dii for ahrk mirodah!
Zu'u lost ahst wah do lein, ahrk nid vust knock zey tum!
Fah dii sos nust came, nuz ko niist siifur nust drowned,
Zu'u lost hailed *** ko dii nor ahrk zoor ko suleyksejun!
Sahrot Lahvirn neben lot lokoltei, voth zey ahst niist zurgah,
Morokei lost golt mu tread voknau, lok bex ahrk stin!
Zu'u nuft wah kos undoriik med you…
But ruz Zu'u rem ronaaz wah krahsek.
llcb Jan 2015
I mit livs sommer er jeg
Midnatsdans på køkkengulvet med fars dyre hvidvin. Anonyme beskeder til smukke ansigter. Stress med aflevering; mandag, tirsdag, onsdag, torsdag, fredag. Smuglede smil til usunde sataner med lidt for rodet hår og hoved. Sparring på cigaretter. Færdigbag da alt andet er for ekstravagant. Iskold øl på brandvarm asfalt, og brandvarme blik til iskolde drenge. Meterlange køer, men hver en krone værd. Togkonsulent med en gave til dig på 750 kr. , og derefter en halv time for sent på arbejdet. Uventede komplimenter fra uventede mennesker, og uventede oplevelser på uventede tider.

I mit livs vinter lever jeg
ånder lidt for ivrigt efter pauser. Neglelak som krakelerer i kanterne efter blot en dag. Dage uden at se solen selvom solen er evigt eksisterende på himlen. Køber ikke koncertbilletten, fordi muligheden jo nok opstår en anden gang. Støv som har permanent bopæl i hjørnet, og ridsen tværs over computeren som er kommet for at blive. Lampen uden pæren og pæren med blåt skær. Mangel på sokker. Sætninger man fortryder, ligesåvel som sætninger man ønsker man havde indført. Mangel på søvn, tid og mad i køleskabet. Kendskab til hemmeligheder, som er hemmeligt at man har kendskab til. Og alt-alt-alt for mange valg at træffe og truffe.
Jojo Jan 2017
I fell in this hole again
I don't know who i am anymore
I feel the pain the sadness
I hope this doesn't get worst
My mind and feeling are ******
My friends aren't my friends
They lied , i trusted them
But they used med
I've been broken both dating way and
Friendship
I've lost myself once again
I'm trying to find my way back
But it's hard
I'm stressing, over thinking
My depression  coming back , anxiety
I was truly happy for once but then
Out of nowhere it hit me
I felt alone,thoughts like  no one cared
I found this while I was going through my notes , so I decided to post it .-.
lyset reflekterer i unge pigehjerter
med naive sind,
der leger med smagen af grå røg
i nattens smalle gader
den ældre (u)ægtemand
vender hjem til en fortabt stilhed
og drengen med de krystalblå øjne
smiler nervøst på en kold trappesten
mens kvinden med kashmirtørklædet
maler en streg i månens skær
og gemmer sandheden væk
i en lille guldæske, *** ikke lukker op
Layal Charara Dec 2014
Mother always says you are your father’s child,
So , since he’s an alcoholic … & a dead beat dad….
Does that change me into something bad …?
At some point in 2004, my father stopped being a father at all.
He stopped calling, stopped trying, and ultimately,
Stopped caring.
Does that mean that I stopped caring too?
The fact that my father's an *******
to the highest degree and chose
Drugs and alcohol over his own daughter….
Does that change the fact that I am anything but him.
Does it make a difference that he no longer cares
or tries to have any relationship with me or the fact
He abandoned all responsibilities and therefore lost all of my respect?
I will always be the "father's daughter" I longed for,
yet never achieved.
I'll have my "daddy issues" to talk about in group.
They tried to fix me with a med
That sick pill taste like lead
Perhaps shock therapy instead
he did zap me till I wished I was  dead
The fact that my father did nothing but
Beat me
Bruise me
Bleed me
Hurt me
Break me
so Does that change me into something bad …?
Does this change that I was always told that I'd end up just like him?
Does this change the times I longed for his hugs,
Does it change the memories I hold of being held in his drug ridden hands
and the smell of alcohol on his clothes?
Will I ever come to make amends with the man who brought me into
this world just to abandon me in the same world?
Will he ever know how much I hurt?    
Does that change me into something bad …?
Will I Ever be someone different from him
Does that change the fact that I am anything but him.
And that I long for everything but Him!


Layal Charara – October 6th 2014
blev formet og mast og presset ind
i en cirkel forklædt som en ramme,
der gjorde det vanedannende at være
en udgave af mig selv, jeg ikke kunne
genkende
så jeg kendte ikke nogen, og følte
mig hjemløs i min egen entré
gik ture ved din opgang, og læste
dit navn op indtil mine læber blødte
af savnet fra dine nøgne fingerspidser
og blå øjne, der kunne få mig til at
smile med tårer i øjnene
jeg var altid elleve år gammel
i undertøj på din højre side med dine
ribben op ad mine egne
lænede mig så meget op ad dig, at jeg
glemte at trække vejret selv
om det så var på marmorgulvet i dit
køkken med ømme ankler af berøringer
havde kun klaustrofobi, da du ikke
var her
jeg var kun et menneske, da jeg
elskede dig
havde kun hjemve
da jeg holdte
op igen
- digte om et papmachesind
Nara Hodge Jul 2018
I walked into a sunset that did not belong to me,
Its vivid colours burning across the Mediterranean Sea.
In a fragile, elusive moment of composure
I gazed at the choppy sea moving closer
To the rugged, pebbly, rocky shore
Where I stood alone against the Rock.
The Rock of Gibraltar watched with a smile
As the turbulent Med pulsating with life
Scattered its waves against the strand,
And the sapphire waters kissed the ancient land.
The stormy sea embraced the coast
With fierceness intangible as a ghost.
The air vibrated with a taste of freedom,
With barely audible words of wisdom
That travelled across the centuries
To fill the tangy air with memories.
The voices from the past enveloped the Rock
In an alluringly mythical, protective cloak.
I gathered the strength I drew from the Rock;
Fears discarded, the resolve growing strong,
I walked the Med Steps to the very top
Against a dazzlingly splendid backdrop
Of the breathtaking views of the bay,
Basking in the aura of fears thrown away.
Intoxicated by the beauty, hungry for more,
I was feeling elated to the very core.
The fear of heights temporarily conquered,
The contentment felt almost awkward.
Suddenly, the world seemed a different place:
Offering the nature's graceful embrace.
As the starry night slowly descended,
In my solitude, I felt protected
By the mighty Rock standing tall and grand
Guarding the ancient, immemorial land.

Copyright: Nara Hodge 2018
Det er en normal dag
Med mit es i tænkeren.

Udødelig tryghed.

Rejsen mod esset dækker mine tanker,
Som et lagen af frihed.
Lagnet varmer mere og mere jo tættere destinationen nærmer sig.
Da jeg når destinationen
Bliver jeg genforenet med mit es

Udødelig frihed

Vi vasker vores sociale vasketøj
Og stier ud mod horisonten.

Udødelig **Harmoni.

— The End —