Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
xxx xxxxxx Dec 2015
Her er intet blod
Men jeg bløder
Her er ingen tårer
Men jeg græder
Her er ingen lyd
Men jeg skriger
Her er intet liv
Men jeg lever
Lidt endnu
Vejrtrækningerne gør ondt.
Den eneste ting, som ellers skulle få mig til at føle mig i live, men lige nu, lidende, styrtende mod død.
Jeg savner dig. Du forstår ikke. JEG SAVNER DIG!
Skriger indvendigt. Tankelæsende? nej, modsat.
Jeg er forgrædt, indvendigt. Udenpå, forædt. af tanker.
For du er her ikke. Er du her. Her du er. nej, modsat.
Død, prøver at være lidende - levende. Prøver at trække vejret under vand.
Det føles godt. Drukner.
Kom her ved siden af mig. Elsk mig nu.
NINI Aug 2015
rusteloosheid
en vastgeroest verdriet
niemand ziet
het lam tussen de wolven
maar ver komt het niet
waar komt het vandaan
en waar is het geboren
of zit dat tussen haar oren
als er weer eens niemand is
het aftuigen van zelf
nog hopen op meer
lichamelijk zeer
een druppel wanhoop
gemengd met wantrouwen
en al gauw, de wanemmer verzoop
in eigen tranen
dan stromen het doet
en blijft stromen voor goed
rusteloosheid
diep in de nacht
wanneer er niemand op je wacht
behalve de ster achter de wolken
geen woorden maar daden
ja dat zal het zijn
maar het tegenbewijs valt klein
woorden onhoorbaar
een jongen die lacht
het vertrouwen ontkracht
een laatste afscheidsgroet
valt niet helemaal goed
als de duisternis nabij
zoals mijn geboorte
alleen en vrij
later zeer zelfstandig
maar nog geen procent als de rest
verpest
verpest
waarom ben ik zo anders
wat is er mis met mij, zo vrij
iedereen een ander perspectief
en ik begrijp het maar niet
ook al noemen ze mij lief
de wereld redden
met iedereen erin
heeft opeens weinig zin
als het verboden blijkt te zijn
slechts een eenzijdig spel
ach, het lam weet het nu wel
tevergeefs
rennend in de ochtendzon
verscholen in een wolkenbed
de eerste straal licht
uit het zicht
uit het zicht van de wolven
waar anders heen
springend over steentjes
met sterke beentjes
alleen in de grote wei
waarin de stilte zo groot
haar hart stilletjes vergroot
zo ook de klap van pijn
de enorme val
zo jong al
de verhouding van zwaarte
en het verdragen
aan de andere kant het extreem behagen
dat is toch geen rechte lijn
maar slechts twee woorden mochten er zijn
in steen gekerfd, beroerd gepolijst
blijdschap en depressie
maar niets er tussen in
want dat had toch geen zin
voor iemand met sensitieve uitersten
bestaat geen middenin
toch levende in een wereld van het midden
zoek balans, het middelpunt
en *** men het haar ook gunt
ze was nu eenmaal als lam geboren
en niet als schaap..  (noch rund)

blind als een mol
gravend in de grond
het was haar eigen graf
waar ze uiteindelijk op stond
omringd door de vertrouwde pijn
vroeg zich af wel van haar te zijn
met borstkas gespleten door twee
het lam kreeg heimwee
stond half dood op
wachtend op één
met hart nog langzaam trekkend
lekkend
de geur van aarde in vacht
wie had deze terugkomst ooit verwacht
en het worden van schaap
in wolfskleren
wilde zich immers niet bezeren
want moe het al was
met steen gevulde buik
de val nu slechts een kras
en wist niet eens meer wat de val was
de doorn(en) uit verleden
gestoken in vers vlees
al genoeg geleden
dus besloot nu gewoon ook wolvin
je bent een wolf, meisje
je bent een wolfmeisje
met het schaap
bloedend
nog ergens binnenin
man glemmer aldrig den som knuser ens hjerte.
slet ikke når det var dig der knuste hendes,
for at hele dit eget.
*** sniger sig ind og sætter sig på din hjerne,
på hele dit nervesystem,
så hver gang du hører de sange,
*** sendte til dig klokken 2 om natten og skrev at *** savnede dig,
så meget det gjorde ondt,
kramper du sammen af smerte,
mens varme tårer,
der slet ikke burde eksistere for piger som hende,
løber ned af dine kinder.
du prøver på at stoppe den knytnæve,
af hårde ord og levende eksistenser,
der banker ind i dit hjerte mens den skriger af dig,
at det at leve dit eget liv og tænke selvstændigt,
uden hende,
er fuldstændigt utænkeligt,
også selvom piger som hende,
er kolde som sten,
og har metalhjerter,
med skarpe kanter.
men tænk tilbage på den tid.
vi var ægte,
vi skete.
imens du har læst dette usammenhængende volapyk af ord, der slet ikke passer sammen, håber jeg du har lyttet til sangen ''Heroes'' af David Bowie.
Du forstår ikke, jeg føles ikke levende.
Svævende mellem ingenting, men håbefuld for alting.
Indre kanaler af tårer og billeder.
Strømmende, flydende, men fastsiddende.
Jeg kan elske. Lykkelig, kvalt i en amourøs erotiskstorm.
Føles helt alene, med mit hule indre, vejrtrækninger som gør ondt.
Verden forsvinder i mit indre, og tunge sorte skyer fylder mig op.
Trædende på mig, liggende nede i dybet af tanker
Fæstner mig ved roden af dig. Klamrende efter dit sind.
Et sommerlykkeland. Efterårsparadis. Vinter Wonderland. Forårshimmerig.
Du redder mig, gør mig hel, men du gør mig halv, du glemmer mig.
Du er min kærlighed
Maja Klit Jul 2015
Endorfiner pumper gennem mit blod for hvert
like post follow
Undskylder og gemmer min trang
like post follow
Wi-Fi er priotet No. 1

Impulsive depressive symptomer uden mit platoniske sociale netværk
Rastløs uden
Føler mig glemt når jeg ikke har været levende i flere dage

Tager  på lange trips
Behøver ikke politikens rejseguide
Verden er så nem og ligetil derinde

Har prøvet rehab
Holdte kun til de værste abstinenser gav mig wi-fi
Er jeg afhængig eller bare et produkt af min tid?
Så sidder vi her igen
Oppe men stadig nede
Det grå slør dækker dit ansigt
Hver onsdag
Jeg kigger op og møder dit blik
Men når verden udenfor altid rager til sig, så sidder vi her
Torsdag
Romantisk
Skulle man tro
Vi åbner øjnene op og lever videre fra igår
Ak man kunne ønske andet
Rugbrødsmadder er rådighedens beløb lige nu
Rødvinssjatterne fra weekendens strabadser afmærker sig på dugen
Fredag og fri
Her finder den nådesløse halvtomme kærlighed sig tid
Til dig
Til mig
Fristelser skal jo stilles og med sprit og vin i blodet, går det let
Vi lever og dog ikke
Vi er levende døde
Men vi er to
Os to
Mandag
Glansbilledet gemmes ikke væk, for det har aldrig været fremme
Ord over mad er ikke noget vi gør i
Men i tavshed er vi verdens mestre
Tirsdag sker det
Ikke
Byens larm en tidlig morgen
Togets forsinkelser minder mig om livets selvfølger, som jeg går og venter på
Nøglen drejes i
Onsdag
Patricia Drake Jun 2013
Jeg søger
søgte
søger stadig
efter brikker
pusler spil
spiller
med brikkerne
til de samles
jeg samler dem
i et spil
og jeg spiller det
spiller levende
spillevende
og lever i de spil
som jeg finder
i haven
for jeg har en have
og haven har et træ
jeg har et træ
der bærer æbler
somme tider
sidste år bar det ingen
ingenting
men tingene kom
kom ud af luften
blev luftet
luftet ud
med sproget
sproget sprang ud
og det blomstrede
pludselig
og puslede
raslede og voksede
og skabte
sproget skabte
gennem mig
jeg skabte mig
og sproget
i haven
og udenfor
men mest indeni
så jeg nu søger
forsøger
at finde
***
mellemrum
imellem ***
og ord
for billeder
forbilleder
uden for mig
jd Jan 2018
*** var en fløjlsblød stemme i kakofoni, en rød rose i regnvejr, smeltet ost i en french toast. Creme de la creme de la creme de la creme de la creme… I et flygtigt øjeblik var *** min. Jeg gav slip, da *** lod facaden krakelere. Der var mere larm, mere regn og mere tørt brød. Det glansbillede, jeg havde malet af hende, var en parodi af virkeligheden. Jeg forelskede mig i en forestilling – en opdigtet person, der stadig lever i min fantasi, æder mine minder og erstatter dem med forvrængede forestillinger.

Så jeg savner hende. Jeg savner hendes ustabile psyke – at *** måtte indtage **** piller i samme mundfuld som morgenmad, at *** blev syrlig uden grund. *** var forelsket i mig i et øjeblik, og smed mig ud det næste. Jeg savner hendes vanskabte krop – hendes korte ben, der ikke kunne holde hende stående en hel dag, det skæve øje, der fokuserede på det, *** ikke så, hendes store tæer, der trods al plejning aldrig så pæne eller tillokkende ud. Jeg savner hendes barnlige opførelse – *** snakkede i høje toner, kunne ikke undvære sin mor i en længere periode, *** kommunikerede med alt omkring hende, objektgjorde alt.  *** kunne aldrig skille sig af med noget – bamsen der var en dåbsgave, bøgerne der kun havde været åbnet én enkelt gang, kattefigurerne fra Italien, der egentligt kun bragte dårlige minder om et forlist venskab og en lang ferie med krops-, familie og varmekomplekser. *** græd ved tanken om den svigt, de måtte føle, hvis *** forlod dem. En spøjs idé, *** sjældent havde om levende organismer såsom mig og de to kaktusser i vinduet, der visnede bort. Ligesom jeg.
Jeg savner hendes selvbillede – hendes dybe selvhad forplantet i enhver celle af legemet, men også den paradoksale tanke om at være noget særligt. *** så sig selv som unik – et unikum af et væsen med unikke problemer, unikke tanker og en unik livsbetydning. *** gravede sig selv ned i takt med, at *** så sig selv som værende højere placeret.

Skulle jeg vende tilbage, opleve dette igen, ville jeg vende hurtigt væk igen. For jeg savner det ikke. Ikke oprigtigt. Fordi jeg ved, jeg kan få det igen – fordi jeg ved, *** er lige præcis der, hvor jeg efterlod hende – *** kommer ikke videre. Gjorde ***, ville jeg savne det. Der er noget behageligt og bekræftende i at vide, at *** for evigt vil vente på mig – at tankerne altid vil vandre tilbage på mig, hver gang *** kommer forbi det hvide slot i skoven. Jeg vandt. Og alligevel ikke. *** fik plantet sig i mig – og *** vil for evigt vende minderne og tankerne, så jeg vil være i en konstant tvivl om hvorvidt, *** er den reelle vinder. Og om *** stadig venter. Jeg ved, at *** venter – *** vil altid vente. Men jeg kan være nødt til at være sikker – se, om *** venter. Om *** venter på mig, som jeg tror – eller om *** endnu er en udefinérbar skabning, som jeg igen har skabt min egen version af.

Måske er *** hverken den fløjlsbløde stemme i kakofoni eller den ustabile kattedame. Måske er *** begge dele. Måske var *** min i et flygtigt øjeblik – måske var *** ikke. Måske er *** altid min, måske var *** det aldrig. Jeg ved kun én ting sikkert, og det er, at intet er sikkert. Det hele foregår i mit hoved, i mit sind og min fantasi. Virkeligheden er fjern, måske endda urealistisk. Var du her nogensinde? Er jeg? Tænk en tanke kan erstatte en tanke med en anden tanke. Tænk, du kan erstatte dig med en anden dig. Tænk, jeg kan erstatte jeg med et andet jeg. I så fald, erstatter jeg hele jeg’et eller kun dele? Jeg skulle spørge for Freud. Ville det ikke være komfortabelt, hvis jeg kunne erstatte et jeg med et andet jeg? Så ville jeg være det jeg, jeg gerne vil have, jeg er. Det er en god tanke, som snart bliver fjernet for en anden tanke, der skal have plads. Er dette en monolog eller en dialog med mig selv? Snakker jeg med andre sider af mig selv, eller findes der kun denne en kendte side? Hov, det var vist den næste tanke. Hvor
de kloge mennesker siger at det er farligt at bruge,
iskoldt metal,
for at føle sig levende.
men bare at gå igennem livet som en,
rastløs rutine,
uden at leve overhovedet,
må da være mindst ligeså farligt.

(e.k.j.)
Hazel May 2017
Klokken er 02:52
Jeg har lige røget en cigaret
Blå king's for at være præcis
Alt er mørkt omkring mig
På nær et rødt lys som garanteret lyser
mit ansigt op i mørket.
Jeg sidder en smule ubekvemt i
en rød sækkestol som matcher det eneste lys i rummet, lidt corny hvis du spørger mig!
Her sidder jeg så alene, men det gør ingenting, fordi regnen på ruderne får det hele til at fremstå levende, i et ellers dødt ***.
Klokken er nu 02:57, det er 5 minutter siden jeg begyndte at skrive alt dette.
-Hazel
og jeg nyder at række ud efter mine gravlagte intentioner med nostalgi i fingerspidserne
at lade ordene flyde ud på papiret som blod fra et sår uden at tænke uden at tvivle
og jeg smiler altid når jeg hører skridtene på den hårde cement for jeg ved at jeg tænker på dig og selv når det er en anden er det helt okay
jeg lader skikkelsen drive forbi som de hvide plastikposer mod den skyfri blå himmel i Stalford, som en levende overført betydning og forurening pakket sammen i en flyvende flugt fra den oprindelige ejer
jeg gynger i en ensom park, på en ensom legeplads, ubenyttet
og jeg nyder den lette følelse boblerne af glæde indeni mig giver, som var jeg et sugerør i et cola-fyldt glas, der bliver skubbet op af kuldioxidens insisterende fysiske love og vi sidder på en kinesisk restaurant og taler om foreneligheden mellem videnskab og billedsprog, om push-faktorer og vores lærer sidder ved siden af og smiler og dugen er lyserød og mine kinder er varme og intentionerne er glemte
formen på et teenagehjertes begær
en streng eller
        en klat eller
et levende, pulserende væsen
                der bevæger sig i en hvilken retning den vil, på jagt efter ofre, snylteplante, plet på væggen, på lungerne, på himmelvævet

  smagen af et uskyldigt
strejf på kinden

varmen fra en hånd

    på ryggen, lænden, en længsel

lyset fra forvirrede følelser,
    genskæret fra de forvirrede signaler

gadelampen, dine converse, vores stemmer

LYDEN: en banken - vi er her virkelig. det er virkeligt at vi er her - det er lige her, vi er.
Hazel Apr 2018
Kød
En kød-drøm
Du er mit kød
Blodig, bankende, levende KØD

rød.
Rød som blod, rød som rød
Farve eller følelse
Du spytter blod ud på kødet

Og...

Du er min kød-drøm
Kun i fantasien tager du FAT
I alt det du glemte
dengang, løbende hvide sener
Du var der for sent, og du sagde du ville gøre DET!
Men, senere. “SKAT”
Jeg gør det sener, hårde stramme sener
Spændes fast i bæltet som seler
Skærer hul i nakken, og blodet
Sprøjter, og det gør du også...

Sprøjter med blodige, kødlige, kedelige løgne, hængt op på krogen.
Vi er drænet, tappet for RØDT BLOD.

Vi er nøgne.
NU.
Blege, hvide ansigter. Vi smiler, men vi hænger med hovedet ned af.
Vi smiler ikke.

For du har gjordt mig kød-syg.
-Hazel
latterligt,
        let
                        leende, lur mig
  legende
larm

lukkede øjne
      lodret, levende

                                     løgner!, lup

larve, lukket

     luft, luk nu
        
                                 lolland? lutlandia

  lovgivning,
lærkesang

                levning; lev
#l
Anna Dec 2016
min engelsklærer siger at jeg skriver så levende,
men jeg føler jeg har tabt mig selv på jorden
og jeg er egentlig mere livløs end levende
en lidt for grå tirsdag
fuglen levende
Skuddet bryder stilheden
fuglen døende
livet som en bedrift

beundrelsesværdigt
at grave livet op, erfaring under neglene

nogle gange er det bedste man kan gøre at leve
og så må erfaringerne hobe sig op og banke på og blive inviteret ind til reevaluering en gang imellem

tilstrækkelighed
at stikke en finger i jorden, en fod i vandet
at starte et kapitel, en bog
ryst livet ud i et sovende ben, levende, prikkende, knitrende tv - knasende

at fungere på forskellige frekvenser er et menneskeligt vilkår

at gå helt i stå og
så starte op igen
et mirakel

du skal ikke andet end at leve
tumlende tårer
levende iblandt fremmede
det fjerne 'nu'
venskab som en opgave
ærlighed / kærlighed
skrevet d.31.12.15 og gemt som skitse -> samme udgave her, dog anset som færdig Nu
ungdomspoet Nov 2016
jeg er facineret af alt
jeg kan røre ved
kødelige menneskekroppe
varme og levende
som bløder når de sårer sig
materielle menneskeskabninger
kolde og døde
som et glas eller en kniv
alt det der kan få os til
at bløde
også er der mennesker der
sårer hinanden
helt uden at de bløder
Daan Nov 2019
Ik slaap met een knuffel
en zij met handgranaten,
klaar om voor het vaderland
De levende wereld te verlaten.

Ik ben slechts een mug
op de hogerstaande rug,
de lang voor mij gebouwde brug
en haal vast nooit diezelfde waarde terug.

Maar dat is oké, het leven,
want ik draag ook mijn steentje bij.
En elke kleine prik die ik kan geven
maakt mijn parasietenzieltje blij.
Ik zeg veel, luister matig en doe weinig.
Als ik dat kon verwisselen, zou ik niet twijfelen, denk ik.
Ik denk dat ik zo nu eenmaal ben.
Dus ik weet niet zeker of ik het kan veranderen.
Misschien wil ik dat net niet graag genoeg
om het echt te proberen

HET LEVEN LATEN

— The End —