Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
llcb Dec 2014
Samtaler i mørket mellem du, jeg og lidt af alt. Magtesløse i det magtfulde mørke med mørkerad og rad for mening. Korte sætninger efterfuldt af lange svar, og korte svar efterfulgt af længere spørgsmål.

Den vinter i den hæms med dig og det kolde gulv under os med de fugtige vægge. Ligegyldigt var det og gyldne var vi. Med dig indenunder dynen og indenunder sindet, som knoppen af rosen og rosen af buketteten.

Og nu hvor jeg fra tid til anden leger en eller andet sindsforvirret fanget mellem paradokse som; ædru og dranker, søvn og klarhed, mørke og morgen. Så mindes jeg dig og husker den cigaret du røg for at trække vejret og den ***** du drak for at tænke klart, og jeg tænker en stille tanke om din kærlighed til mig og den stjerneklarehimmel du lidt for ofte ville lidt for tæt på - og som engang imellem kom så tæt på os, at vi kunne se at det var skoldende sole forklædt som smukke stjerner.
Ligesom du og jeg.

Håber du har fundet dig til rette blandt solene
Du har båret rundt på et hjerteformet stykke glas hele livet indtil du tabte det på det gulv der udløste smerten
Glasset smadrede og splittede derefter til atomer
Du prøvede at samle det men du fik glasskår ind mellem fingrene og du blødte sådan
Du lod glasskårene ligge i et skab, satte en lås på og smed nøglen væk
Nu vandrer du rundt med cigaretskodder i skoene og græder rødvin, du lader natten spise dig rå og sover på en pude der ikke er din
Der går dage og der går år
Du glemmer din identitet og ønsker ikke at redes mere, du har glemt alt om det glasformede hjerte
Du var sikker på du gik alene i mørke gyder, men jeg har set dig og skriver dystre men smukke digte om dit knuste hjerteformede glas
Hvis du læser disse ord en dag skal du smage på dem og skylle dem ned med kogende vand
Jeg skrive dette digt i håb om du vil finde ud af du kan samle glasset og undgå angst og omklamrende sorg
Du skal finde nøglen, det kan tage tid men når du står med den i hånden skal du gå hen til skabet og du skal kysse glasskårene
Du vil bløde og du vil græde men så vil du mærke befrielse
Du vil vide at ingen psykolog eller ingen mand ville kunne samle det men kun din egen tro på livet
Du vil dø en dag og det kan være i morgen sågar som det kan være om tredive år men hjertet der før var af glas er solidt metal og du vil ikke lade nogle tabe det på jorden
Mads Berg Nov 2014
Hvorfor skal jeg altid
Sige alle de forkerte ting
Og aldrig ramme den rigtige
Tangent
Det er så tæt på
Jeg smed det hele på gulvet
Den smukke vase
For mine fødder
I tusinde stykker
Det fineste følelsmosaik
Dækker mit gulv
Og mangker i
Min bankende hjerne
lakerede negle
tanken om et eventyr; på vej
computergeneret velbefindende
høj hestehale - en forandring, nye muligheder, nye udtryk
anderledes udstråling
velovervejet, pludseligt
hjemmegroet plante, fejet gulv, følelsen på et stykke papir, efterladt
sammenkrøllet, gult
kondenseret vand på ruderne, kondenseret personlighed
dovenskab, at gøre sig umage
talemåder, ordsprog, genanvendelige, omvendelige
jyske genbrugsforretninger, savner sommerferien
sommeren, limfjorden, kunsten, garderobefornyelse
lånte LP'er, bøger jeg aldrig får læst
sæt tempoet ned; umuligt
vi lever i en hurtig verden
alt snurrer
alle søndage føles underlige
Ukendt Aug 2015
Tager min flyvecykel
Med blomstrede tanker
Med min affaldssæk
Til møntvaskeriet
Med et gulv af skum og bobler
Og kunstige pelsgardiner
Vasker min hjerne
Hjernevask
Jeg blev født af denne vind
Min vind kom og bær mig væk
Bær mig til mit gemmested
Bær mig over mark og eng
Bær mig over gulv og seng
Fra mit før til mit efter når jeg er væk
Båret på et gyldent blad
Båret af dette vindpust

Jeg blev tændt af en flamme
Og med flammer du må ta' mig
Til det hinsides jeg må følge dig
Med et bankende hjerte
Fra den mørkeste nat
Til den lyseste dag
Jeg vil favne dig et kys farvel

Jeg blev født af en bølge
En bølge af glæde og sorg
Da jeg skyldede i land
Trak du mig op
Og jeg sov ved dit bryst
Til mine hænder blev hårde
Og jeg så så dybt ind i dig

Jeg blev sendt til denne jord
Som et lysende frø af liv
Her begravede jeg mine hænder
Da vil jeg vente medens du gror
Til et guddommeligt væsen
Der famler efter himlen
Med sine lette grønne hænder
For at fange de sidste gyldne stråler
Fra en nedgående sol

Solens fangarme fanger mig
Med gyldne lokker af kys

Jeg blev skabt af disse tåre
Som løber fra mit ansigt
Nu hvor jeg må sige farvel til dig min ven
Du havde et hjem i mit hjerte
Men jeg så dig kun i øjeblikket flygtigt
I det der er imellem alt og ingenting

— The End —