Submit your work, meet writers and drop the ads. Become a member
Weißer Tagesanbruch. Stille. Als das Kräuseln begann,
hielt ich es für Seewind, in unser Tal kommend mit Raunen
von Salz, von baumlosen Horizonten. Aber der weiße Nebel
bewegte sich nicht; das Laub meiner Brüder blieb ausgebreitet,
regungslos.
Doch das Kräuseln kam näher – und dann
begannen meine eigenen äußersten Zweige zu prickeln, fast als wäre
ein Feuer unter ihnen entfacht, zu nah, und ihre Spitzen
trockneten und rollten sich ein.
Doch ich fürchtete mich nicht, nur
wachsam war ich.
Ich sah ihn als erster, denn ich wuchs
draußen am Weidehang, jenseits des Waldes.
Er war ein Mann, so schien es: die zwei
beweglichen Stengel, der kurze Stamm, die zwei
Arm-Äste, biegsam, jeder mit fünf laublosen
Zweigen an ihrem Ende,
und der Kopf gekrönt mit braunem oder goldenem Gras,
ein Gesicht tragend, nicht wie das geschnäbelte Gesicht eines Vogels,
eher wie das einer Blume.
Er trug eine Bürde,
einen abgeschnittenen Ast, gebogen, als er noch grün war,
Strähnen einer Rebe quer darüber gespannt. Von dieser,
sobald er sie berührte, und von seiner Stimme,
die, unähnlich der Stimme des Windes, unser Laub und unsere
Äste nicht brauchte, um ihren Klang zu vollenden,
kam das Kräuseln.
Es war aber jetzt kein Kräuseln mehr (er war nahe herangekommen und
stand in meinem ersten Schatten), es war eine Welle, die mich umspülte,
als stiege Regen
empor von unten um mich herum,
anstatt zu fallen.
Und was ich spürte, war nicht mehr ein trockenes Prickeln:
Ich schien zu singen, während er sang, ich schien zu wissen,
was die Lerche weiß; mein ganzer Saft
stieg hinauf der Sonne entgegen, die nun
aufgegangen war, der Nebel hob sich, das Gras
wurde trocken, doch meine Wurzeln spürten, wie Musik sie tränkte
tief in der Erde.

Er kam noch näher, lehnte sich an meinen Stamm:
Die Rinde erschauerte wie ein noch gefaltetes Blatt.
Musik! Kein Zweig von mir, der nicht
erbebte vor Freude und Furcht.

Dann, als er sang,
waren es nicht mehr nur Klänge, aus denen die Musik entstand:
Er sprach, und wie kein Baum zuhört, hörte ich zu, und Sprache
kam in meine Wurzeln
aus der Erde,
in meine Rinde
aus der Luft,
in die Poren meiner grünsten Knospen
sanft wie Tau,
und er sang kein Wort, das ich nicht zu deuten wußte.
Er erzählte von Reisen,
davon, wo Sonne und Mond hingehen, während wir im Dunkeln stehen,
von einer Erden-Reise, von der er träumte, sie eines Tages zu tun
tiefer als Wurzeln…
Er erzählte von den Menschenträumen, von Krieg, Leidenschaften, Gram
und ich, ein Baum, verstand die Wörter – ach, es schien,
als ob meine dicke Rinde aufplatzen würde, wie die eines Schößlings,
der zu schnell wuchs im Frühling,
so daß später Frost ihn verwundete.

Feuer besang er,
das Bäume fürchten, und ich, ein Baum, erfreute mich seiner Flammen.
Neue Knospen brachen auf in mir, wenngleich es Hochsommer war.
Als ob seine Leier (nun wußte ich ihren Namen)
zugleich Frost und Feuer wäre, ihre Akkorde flammten
hinauf bis zu meiner Krone.
Ich war wieder Samen.
Ich war Farn im Sumpf.
Ich war Kohle.
ungdomspoet Oct 2014
Tankerne kører rundt i hovedet på mig, som en karrusel snurrer de mig rundt
Jeg kigger ned, rør ved mit hår, har lyst til en smøg
Jeg betragter flammen da jeg tænder: jeg ryger i stilhed
Jeg er halv beruset, jeg tænker på dig
Jeg suger røgen ind og trækker vejret dybt, lader det fylde tomrummet i mit hjerte
Det føltes som at danse på knust glas
Jeg kan mærke smerten, jeg kan se at mine fødder bløder
Men jeg bliver ved og ved med at danse, til de smukke toner som fylder mit hoved og dæmper smerten
Jeg danser, som om at intet var galt
Jeg er ligeglad
Jeg ville danse i 1000 år, bare for at få hans opmærksomhed
SE mig
Den rigtige mig
Den pige der danser sensuelt rundt på gulvet, rør ved sit hår og ryger cigaretter – er det mig? Kan du se det?
- om kærlighed og alkohol
ungdomspoet Nov 2014
jeg stirrer på uret
mens tonerne hvirvler rundt i mit hovede
tempoet er hurtigt
stemmen er forførende og hvisker til mig
at jeg spilder mit liv
på at side og kigge fortabt ind i en rød væg
for intet er godt her
jeg er ikke glad for alle de bøger og regler
jeg ville hellere male og tegne
til lyden af glasdråber der spiller på trommer
som når regn rammer husets blanke tag
vandrer fortabt rundt
på sorte gader oplyst af stjerner der står oprejst
langs breden af de kolde sten
lukker mine øjne og åbner mit sind
tænder en cigaret
flammen fra lighteren giver den liv
og røgen danser i mund
mine blå konger
med tomme hjerter
hvor er min hvide prins?
jeg er alene
min blå konge forlader mig
ligesom de mange før ham skoder jeg ham
han dør tavst på den kolde sorte vej
hvor jeg før dansede rundt til høj musik
men jeg nåede at blive afhængig
så jeg finder min magiske flamme frem
og giver en ny blå konge liv
lader ham kysse mig
gøre mig glad og tilfreds
indtil han ikke er der mere
og jeg må starte helt forfra
- cigaretter som metafor
- drenge
- om mig
John F McCullagh Feb 2015
First we heard the distant drone
of their oncoming planes.
We raced towards the shelters
but could not out run the flames.
A package of incendiaries
Freed from a Bomb bay door
Melted Martin Luther’s
bronze statue in the mall.
The city center is ablaze;
thousands maimed or dead.
This was our first night of fear
But they would come again.




Zuerst das ferne Dröhnen hören wir
ihrer entgegenkommenden Flugzeuge.
Wir rasten in Richtung der Unterstände
konnte aber nicht aufgebraucht, die Flammen.
Ein Paket von Brandstifter
Von einer Bombe Bucht Tür befreit
Geschmolzene Martin Luthers
Bronzestatue in der Mall.
Das Stadtzentrum ist in Brand;
Tausende verstümmelt oder tot.
Dies war unsere erste Nacht der Angst
Aber sie wiederkommen würden.
February 13, 1945, the first night of the Bombing of the German city of Dresden, considered by many to \be a war crime committed by the Allies.
ungdomspoet Nov 2014
den kolde luft river i mit ansigt
de farverige blade danser rundt om mine fødder som ildens stråler
jeg træder forkert, for jeg kan ikke danse i det tempo
har aldrig lært at danse to og to
jeg brænder mig
prøver desperat at slukke flammen
men den æder mig og min letantændelige krop op
jeg ender som det fineste sorte aske
efterårsvinden kommer susende forbi
og puster mig stille væk
så nu var det som om at jeg aldrig var faldet over
ildens lange ben og skubbet af den kolde luft
det var som om at jeg aldrig havde danset
det var som om mine dådyrøjne aldrig havde kigget i dine blå
det var som om at du aldrig havde forført mig mens de gule blade lå på jorden
og jeg kiggede op i luften og tænke
hvor er livet dog smukt
hvis bare jeg var ligesom efterår;
forførende men kold, smuk men trist
- om efterår
- om mig
- om ham
at leve et forsigtigt liv
menneskelig larm, tilbageholdenhed
alt er risikofrit hvis man ingenting gør
kedeligt, sikkert, under lås og slå
fordømt forudsigelse
tilbageblik, drømmende
opdigtende, tankespind
muligheden for, at gå ud i verden som den person man vælger
identiteter på kryds og tværs
at række ud efter flammen
bevægelsen sætter sig i mig
trække sig tilbage uden konfrontationen
en aura af tvivl
der sker ingenting - forklædt som alting
det skyller væk og skellettet er tilbage, det rene støv
changeløs charme
universer krydser hinanden
gennemskåret, et ærligt forsøg på at lyve
at udfylde et tomrum
adskillelse
Vlarken Hvyrmtor Jul 2015
Vollmondstrahlung
in meinem Körper
rasend Funken sprühend
durch meines Gewebes jede Faser wie
Flammen durch ölgetauchte Straßen

ich
gebannt
27182818 Jul 2019
Wozu des trüben Sinnes trachten?
Unter Ausgeburt des Zorns
Die leeren Blicke verbrannt
Sodass der Hölle Schergen
Zur Oberfläche tauchen.
Indes ist karge Landschaft
Blühend vor Tod und Niedertracht

Denn der Götter Ketten
Schmelzen unter der Einsicht
Welche die Welt ihrer
Ach so schönen
Ach so herrlichen
So verschwenderischen
Lüge zur endlichen Masse beraubt

In endloser Leere
Welche nunmehr nur Pein
Vermag zu bringen
Während des Richters Henker vollstreckt
Und Gerechtigkeit
Als hätte sie denn je existiert
Mit Wehen und Klagen
Die letzten Flammen schürt
Original German Version.

— The End —