jeg lysner min stemme for dig så mit
stemmebånd stikker i en regelmæssig rytme
det er så forudsigeligt alt det, der ikke må
ske
alt det, der måske sker alligevel
vi er et spil os to med hinanden og vores
små hjerter, der giver trygge stød og fortæller
os noget andet end det, vi siger, når vores øjne
mødes i mild vind
du er næsten smuk, og jeg ville gemme dig
imellem de pæne sider i bogen, og først rive
dem ud til din farmors begravelse for at placere
ordene i buketterne, der aldrig kommer til at
betyde nok
alle de ord, der bliver fortalt med kropsprogets
små lege, men som vi ikke helt forstår endnu
jeg lysner min stemme for dig, men jeg nægter
at elske dig
men glemmer det nok snart

Døde blikke,
der vandrer rundt,
som zombier på Dommedag,
eller en tiger i bur.

Ingen kan glemme,
hvorfor vi er her,
endda i det næste årti,
vil mindet sidde fast,
sort på hvidt,
i bogen der.

Og de er her alle sammen,
store som små,
arm i arm,
de gå.

Hovedet holder de højt,
i et forsøg på,
at stoppe det,
de ikke kender,
selvom de godt ved,
at man med terror
sjældent bliver venner.

Paris' gallionsfigur,
er nu ændret,
fra Eiffeltårn til blyant,
"Je suis Charlie"
Vi håber ytringen en dag bliver fri

Hendes negle er perfekt formede og lakerede sorte
(hendes fingre knækker, når *** bladrer i bogen)
Hendes hår falder naturligt ned ad ryggen med de små tjavser
der former hendes ansigt
(hendes hoved føles tungt men tomt)
Hendes stemme er let og lyder af klokkeklang
(hendes indre stemme skriger evigt)
Hendes smil kan smelte enhver, og tænderne er en perlerække
(hendes spejlbillede har ikke set et smil længe)
Hendes ben er kilometerlange og giver hende en svævende gang
(hendes ben er blå af selvskyldige ****)
Hendes latter klinger gennem lokalet
(hendes tanker griner ad hende selv)

i dag er første side i bogen på 365 sider
og jeg kan selv skrive kapitlerne denne gang

det er ikke dig der skal skrible min fremtid
jeg har selv kontrol over disse sider
og jeg sletter dig fra hele historien

For evigt sagde uret.
Mens viseren stod uden lærling,
En kold sommerdag
Mellem linjerne
Jeg hviskede et smil
Som kun verden kunne se.

Uvidenhedens byrde
Ubøjelig og støvet
Som bogen på hylden
Gerninger udviskes
Man slog med terningen.
Profitpolitik til taberne.

Profeternes livstegn,
Dagenes endelidt
Ledte til visdom
Hos den brave indianer,
Solgt som bankekød
I gårsdagens tumult.

Farvel sagde timen,
Da klokken slog tre.
Døde hen i solen.
Et matematisk spørgsmål.
Hav blot barmhjertig
Tikkende tastes tak.

Duizelingwekkende pijn vertrekt vanuit mijn rug,
mijn ogen staan op barsten
zienderogen
zou ik het noodlot tarten,
had ik mezelf voorgelogen,
ik zou het allemaal wel oplossen
later
maar de leegte keerde steeds weer terug.
Mijn tanden knarsten,
vingers bogen,
het zwarte scherm speelde me te parten
levenloos en leeggezogen
wie kan mij verlossen
van al wat ik mezelf heb aange-
Daan.

Toby, intelligent, diverse, full of fun, unique, touch of magic.
Lives by the beach in his lonely, lazy house
Where creativity meets work, meets space to think, meets daily grind.
Dogs dance and play below knee level,
Sweeping joy throughout the place.
The house lives in daylight
The sun streaming through the open window blinds,
The beach a constant companion
Just a few minutes walk away.

Who would know the lives that can be lived here
In the small, sweet, bogen town of dodge ferry.
With his band and dogs and beach and house
Dr Jarvis carves his existence from science and awakening,
Researches himself and life from his standing office piled in books
And does the hard yards one foot in front of the other;
Undoing, learning, growing, talking and moving,
Effortlessly, naturally,
with the energy of a man rolling down a hill on a summers day.